Der skal være klarere linjer for, hvornår rejsende kan kræve forplejning og kompensation fra et luftfartsselskab, når et fly bliver forsinket.
Derfor har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslaget til en revidering af retningslinjerne på området.
Men forslaget møder hård kritik fra Socialdemokraternes EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose, som mener, at det udvander passagerernes rettigheder.
- Det er nærmest til grin, og mit bud er, at antallet af erstatninger vil falde drastisk, hvis det her gennemføres, siger hun om forlaget.
Det er især ændringen af grænsen for, hvornår en forsinkelse skal udløse en økonomisk kompensation, som irriterer parlamentsmedlemmet.
Hvor man i dag er berettiget til erstatning efter tre timers forsinkelse, lægger forslaget op til, at grænsen fremover skal være fem timer.
Samtidig finder hun listen med "ekstraordinære hændelser", som kan fritage flyselskaberne fra deres erstatningspligt, alt for omfattende.
- Det er kun ved manglende vedligeholdelse af flyet, eller hvis piloten ikke dukker op, at flyselskabet hæfter. Nærmest alt andet er ekstraordinære hændelser, konstaterer Christel Schaldemose.
Hun mener, at det også bør være flyselskabets ansvar, hvis et fly bliver forsinket på grund af strejke blandt personalet.
- Flyselskabet kan jo sørge for at have nogle ordentlige vilkår for deres medarbejdere, så de ikke strejker, påpeger parlamentarikeren.
- Hvorfor skal der ske en udvanding af rettighederne for, at de kan blive præciseret, spørger hun.
/ritzau/