Når tre afghanere tænder for radioen, tuner to af dem ind på den danskproducerede kanal Gereshk.
Radio Gereshk har nemlig tag i 67 procent af de afghanske radiolyttere. Til sammenligning har den radiokanal, amerikanerne producerer, kun kunnet fange to procent af lytterne. Resten fordeler sig på de lokale stationer.
Udover de politiske meldinger byder sendefladen primært på pop og populærkulturelle indslag. Og det er netop forklaringen på den danske radiosucces, siger Per Pohlmann, kaptajn og officer i enheden for psykologiske operationer, Psyops, til Kristeligt Dagblad.
Radio Gereshk byder blandt andet på en afghansk version af 'De ringer, vi spiller', og også en udgave af det i Danmark så populære 'Lægens bord' er på vej til Helmand. Her står mange afghanere nemlig uden lægehjælp.
"Forleden var der en ung afghansk kvinde igennem, som selv sang en sang lige ud i æteren. Det er stort hernede, hvor kvindesynet fortsat er ekstremt undertrykkende, og det viser, at vi har godt fat i lytterne - også i de unge," siger Per Pohlmann, der har det daglige ansvar for den danskproducerede radiostation.