Der er fødselsdag i det danske kongehus tirsdag den 8. maj. Dronning Margrethes kusine, dronning Elisabeth, fylder nemlig 83 år.
Prinsesse Elisabeth blev døbt i juli 1935 og fik ved dåben navnene Elisabeth Caroline-Mathilde Alexandrine Helena Olga Thyra Feodora Estrid Margarethe Désirée.
Dåben foregik i Lyngby Kirke, hvorfra hun også blev konfirmeret femten år senere - i maj 1950.
Den danske prinsesse er datter af arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde og indgår i arvefølgen til den danske trone. Hun var parrets første barn og blev senere storesøster til grev Ingolf af Rosenborg og grev Christian af Rosenborg.
Begge brødre mistede titlen som prins, da de giftede sig borgerligt, men prinsesse Elisabeth har aldrig giftet sig og har dermed beholdt titlen som prinsesse.
Prinsesse Elisabeth var i mere end 20 år sammen med filmfotografen Claus Hermansen, der døde i 1997. Parret fik aldrig børn.
I anledning af sin 80-års fødselsdag fortalte prinsessen til Billed-Bladet, at hun aldrig har haft et ønske om at få "skrigende" unger, men at hun er meget glad for sine nevøer og niecer.
Prinsessen taler ud over dansk også fransk, engelsk og tysk, fremgår det af kongehusets hjemmeside.
I en lang årrække har den danske prinsesse kunne bruge sine sprogkundskaber i sit professionelle erhverv.
Prinsesse Elisabeth har nemlig været ansat i Udenrigsministeriet fra 1956 til 2001. Herfra har hun blandt andet været udstationeret på den danske ambassade i Washington og ved den danske FN-mission i Genève i 1989-1993.
I dag er hun protektor for blandt andet Dansk-brasiliansk selskab og dansk-japansk selskab.
/ritzau/