Dansk Porsche-kører vinder Le Mans i sin klasse

Sport
Den danske Porsche-kører Michael Christensen drikker noget vand i løbet af den 86. udgave af Le Mans. (Foto: Foto: Jean-francois Monier/AFP)

Michael Christensen var med til at vinde Le Mans i LM GTE Pro-klassen. Toyota vandt i den bedste klasse.

Der var dansk succes i årets udgave af 24-timers-løbet Le Mans.

27-årige Michael Christensen vandt sammen med resten af Porsche-teamet Le Mans i LM GTE Pro-klassen.

Toyota vandt Le Mans i den bedste klasse, LM P1 (Le Mans Prototype 1), efter flot kørsel i hele weekenden.

Med på Toyota-teamet var blandt andre Fernando Alonso, som også kører Formel 1 for McLaren.

Det var Alonsos Le Mans-debut. Tidligere i karrieren har den spanske racerkører vundet Formel 1-verdensmesterskabet to gange.

Alonso vandt den 84. udgave af Le Mans sammen med holdkammeraterne Sebastien Buemi og Kazuki Nakajima, som også kørte stabilt i hele weekenden.

Danmark var i dette års udgave af 24-timers-løbet ikke repræsenteret i den hurtigste klasse, LM P1, som var der, hvor Tom Kristensen i mange år huserede.

Alonso var svært begejstret for Le Mans-løbet efter sejren.

- Det er ikke nok kun at køre Le Mans en gang om året. Det burde være hver tredje uge, siger Alonso ifølge AP.

I løbet af natten var Alonsos bil to minutter efter den anden Toyota, men i løbet af natten fik spanieren indhentet forspringet.

- Jeg havde det fantastisk. Jeg ved ikke helt hvordan, men jeg lykkedes med at få dækkene til at virke for os på det rette tidspunkt, selv om vejret var køligt.

- Vores fart var god, og jeg var også heldig med trafikken (på banen, red.), siger Alonso.

Flot kørsel blev der også leveret af Michael Christensen og Porche-holdkammeraterne Lauren Vanthoor og Kevin Estre.

Op til afslutningen søndag eftermiddag kørte Michael Christensen sikkert Porsche-bilen ind over målstregen og fuldendte den flotte præstation, der rakte til en samlet 17.-plads i løbet.

I samme klasse sluttede Jan Magnussen og Corvetten som nummer fem efter Michael Christensen og co.

Marco Sørensen og Nicki Thiim sluttede som nummer ni med deres Aston Martin i LM GTE Pro-klassen.

I den næstbedste klasse, LM P2, måtte danske David Heinemeier Hansson natten til søndag sande, at det var slut, da han sammen med resten af Jackie Chan DC Racing-holdet udgik.

I LM GTE Am-klassen, som er den langsomste klasse, sluttede Christina Nielsen og holdkammeraterne i Porschen på en sjetteplads i klassen.

/ritzau/