Poul-Erik Høyer lider af Parkinsons syge.
Det fortæller den tidligere OL-guldvinder i badminton i et interview med Ekstra Bladet.
Høyer blev diagnosticeret med den neurologiske sygdom i 2015, men har det efter omstændighederne godt.
- Hvis jeg sørger for at tage min medicin, kan det stort set ikke ses, siger Poul-Erik Høyer til Ekstra Bladet.
Ifølge Parkinsonforeningen lever cirka 8000 danskere med Parkinsons syge, der kan føre til rysten, muskelstivhed og langsomme, træge bevægelser.
Personer, der får konstateret Parkinsons, er i gennemsnit 61 år. Poul-Erik Høyer var 49, da han fik diagnosen.
Høyer har ud over OL-guldet i herresingle i Atlanta i 1996 blandt andet vundet All England to gange, ligesom det blev til tre VM-bronzemedaljer.
Han har siden 2013 været præsident for Det Internationale Badmintonforbund (BWF).
/ritzau/