Hun stillede op som den store overraskelse på kvindernes VM-hold i landevejscykling, men mountainbikestjernen Annika Langvad fik bevist, at hun godt kan levere en indsats på en cykel med smallere hjul.
Den 34-årige veteran havde en uvant rolle som hjælper for Cecilie Uttrup Ludwig og formåede at holde sig ved siden af den danske kaptajn på stigningerne.
Til slut tog hun den med ro og trillede i mål godt otte minutter efter vinderen, Anna van der Breggen.
- Jeg tog det som en god oplevelse og som en mulighed for at gå ind til et løb med en helt anden rolle, hvor jeg ikke skulle tænke på min egen succes.
- Jeg havde en god dag, men jeg er helt færdig. Jeg har brugt alt, hvad jeg havde, siger Annika Langvad.
Hun så forholdsvis ubesværet ud på de første stigninger, men efterhånden som det 156 kilometer lange løb skred frem, begyndte det at knibe.
- Jeg kom jo uden erfaring fra landevejscykling på dette niveau, så jeg vidste godt, at jeg kastede mig selv for løverne.
- Det har været en sindssygt lang sæson. Jeg har været i form siden starten af marts, så jeg vidste, at jeg ikke var i topform her.
- Jeg fik krampe på næstsidste omgang, da hollænderne for alvor begyndte at fyre løs, og så var det bare at forsøge at hænge på så godt som muligt, siger Annika Langvad.
Om oplevelsen i Innsbruck kan få hende til at køre flere landevejsløb fremover, er for tidligt at sige.
- Så langt har jeg slet ikke tænkt. Fremtidsplanerne tager vi senere, siger mountainbikerytteren.
/ritzau/