Møbel-lavpriskæden 123 Lagersalg er gået konkurs med en samlet gæld på 10 millioner kroner.
Det er Skat, der har begæret selskabet konkurs, oplyser kurator Michael E. Hansen til JydskeVestkysten og fortæller, at Skats tilgodehavende er på 5,7 millioner kroner.
Selskabet havde adresse i Kolding og dets aktiviteter var fordelt på otte adresser, inklusiv et centrallager i Fredericia. To af kædens butikker var lukket ved konkursen.
Selskabet solgte desuden møbler via dets online-shop. Shoppen er også lukket, og på siden er der blandt andet en forklaring til kunderne om, hvordan man skal forholde sig, hvis man har noget i klemme i forbindelse med konkursen.
123 Lagersalg blev stiftet i 2014, men allerede i 2015 viste regnskabet et underskud på næsten fire millioner kroner, og egenkapitalen var på minus 3,9 millioner kroner, skriver JydskeVestkysten.