Dansk kæmpefirma ramt af strejke: Vil have mere i løn

En strid om lønforhøjelse har ført til, at 200 ansatte hos medicinalfirmaet Lundbeck har nedlagt arbejdet.
Topchefen Kåre Schultz går også under navnet "Hard Kåre", hvilket på dansk kan oversættes til hård hund. Han er kendt for at skære indtil benet og er ikke bange for at fyre.
Topchefen Kåre Schultz går også under navnet "Hard Kåre", hvilket på dansk kan oversættes til hård hund. Han er kendt for at skære indtil benet og er ikke bange for at fyre. Foto: Erik Refner/Scanpix

200 medarbejdere hos det danske medicinalfirma Lundbeck har nedlagt arbejdet med krav om en større lønforhøjelse end det, firmaet har tilbudt.

Det skriver Ekstra Bladet fredag.

Pressechef i Lundbeck Mads Kronborg bekræfter arbejdsnedlæggelsen over for Ritzau.

Onsdag nedlagde 50 medarbejdere arbejdet hos Lundbeck i Lumsås på Sjælland.

Torsdag valgte 150 medarbejdere så at nedlægge arbejdet hos Lundbeck i Valby ved København.

Arbejdsnedlæggelsen fortsatte fredag.

- Vi har holdt møder, men ellers holder vi fri og nyder vejret, for vi strejker for at få mere i løn, siger en anonym medarbejder til Ekstra Bladet.

Grunden til, at de 200 medarbejdere har nedlagt arbejdet, er, at de er blevet tilbudt en lønforhøjelse på 1,7 procent, men de vil have hævet lønnen med 2,3 procent.

- Vi har længe været tilbageholdende, og nu kræver vi del i, at det går virksomheden godt, siger den anonyme medarbejder til Ekstra Bladet.

Ifølge Mads Kronborg fra Lundbeck kommer arbejdsnedlæggelsen ikke til at have konsekvenser for firmaets evne til at levere sine produkter på kort sigt.

Mads Kronborg vil dog ikke udelukke, at det kan få konsekvenser, hvis det fortsætter.

Den anonyme medarbejder har sagt til Ekstra Bladet, at de strejkende ansatte skal mødes mandag og stemme om, hvorvidt de vil genoptage arbejdet.

Den anonyme medarbejder oplyser ligeledes til avisen, at det er rengøringsfolk, lagerfolk, teknikere, produktionsmedarbejdere, smede, snedkere og elektrikere, der strejker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.