Dansk kæmpe-virksomhed har 44.000 ansatte: 1.700 af dem får milliongevinst

Danske DSV har haft et godt år på Børsen, og derfor står 1.700 medarbejdere nu til at få del i milliardgevinst.
Den administrerende direktør i DSV, Jens Bjørn Andersen, kan se frem til en kæmpe milliongevinst.
Den administrerende direktør i DSV, Jens Bjørn Andersen, kan se frem til en kæmpe milliongevinst. Foto: Dennis Lehamnn/Scanpix/arkiv

Transportkæmpen DSV A/S er efter et fantastisk børsår på vej til at strø en milliardgevinst ud over sine medarbejdere. Det skriver Finans.

Ikke alene står topchef Jens Bjørn Andersen og finansdirektør Jens H. Lund samlet til at tjene ca. 225 mio. kr. på aktieoptionsprogrammet.

Yderligere knap 1.700 af i alt 44.000 ansatte står i snit til at score over 1,2 mio. kr. på programmet. Med seneste lukkekurs sender det markedsværdien af programmet op over 2,4 mia. kr., viser beregninger foretaget af Finans.

Bestyrelsesformand i DSV Kurt Larsen glæder sig over, at programmet rammer så bredt.

- Hvis vi allesammen er dygtige, gør vores bedste og arbejder sammen, gavner det også bredt fællesskabet, siger Kurt Larsen til Finans.

Forklaringen på den store gevinst er DSV's voldsomt stigende aktiekurs. Aktien er med en stigning på 55 pct. i indeværende år fondsbørsens suveræne vinder i 2017 blandt de store selskaber.

På fem års sigt er den steget 246 pct., og fremgangen kommer vel at mærke, efter at aktien mistede mere end to tredjedele af sin værdi, da finanskrisen ramte.

Måske af samme grund vækker programmet ingen sønderlemmende kritik blandt investorer eller analytikere, selv om optionsprogrammer længe har været hårdt kritiseret.
- Vi sidder slet ikke med en opfattelse af, at DSV's optionsprogram har været ødelæggende. Her er det også vigtigt at pointere, at DSV's optionsprogram rammer bredt i organisationen og ikke kun er til topledelsen, siger Lars Heindorff, aktieanalytiker fra SEB, til Finans.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.