Indtil nu har danske hjertelæger selv skullet analysere tusindvis af signaler og sendinger fra pacemakere og andre hjerteenheder landet over, og dermed vurdere om patienten har brug for hjælp.
Men en ny intelligent hjertealarm skal i fremtiden give lægerne en hjælpende hånd.
Den danskudviklede hjertealarm, der potentielt kan redde menneskeliv, bliver i øjeblikket testet af lægerne på Rigshospitalet.
Tariq Andersen, der er adjunkt på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, er med til at teste alarmen.
- Alarmen består af en algoritme, der kigger på data fra folks hjerteenheder. Den kigger så på det data og laver en forudsigelse af, hvad risikoen er for et hjerteanfald inden for 30 dage, siger Tariq Andersen.
- Den hjælper lægerne med at tage en beslutning i forhold til, hvad de skal gøre, når de modtager data fra folks implantérbare hjertestartere (avanceret pacemaker, red.).
Den kunstige intelligens trækker på data fra over 12.000 hjerteepisoder, som den er trænet til at genkende mønstre i.
Typisk tager det en læge omkring 20 minutter at analysere tal fra en hjerteenhed, forklarer Tariq Andersen. Derefter skal lægen tage en beslutning om, hvorvidt man skal kontakte patienten.
- Lige nu ser vi, at alarmen sparer dem tid og støtter lægens beslutning, så de er mere sikre.
- Lægerne synes, det er rigtig spændende. Når vi sidder og arbejder med den, bliver det nærmest som at se skakspillere spille mod computeren, siger han.
Ifølge Hjerteforeningen bliver 4000 danskere årligt ramt af hjertestop uden for et hospital. 12 procent af dem overlever.
Hjertealarmen testes ikke fuldt ud på Rigshospitalet endnu. I øjeblikket arbejder Tariq Andersen og lægerne med den ved at se på tidligere hjertetilfælde, og hvordan den i så fald kunne hjælpe.
Tariq Andersen vil derfor heller ikke gisne om, hvor værdifuld alarmen kan blive for lægerne.
Men den har et stort potentiale, da Danmark er førende på området, forklarer han.
- Det er en algoritme, og den kan køre over hele verden. Det er nemt at distribuere. I verden følger 7500 hospitaler eller kliniker patienter med hjerteenheder. De vil alle kunne bruge den her alarm, siger han.
Alarmen og dens algoritme udvikles i samarbejde mellem mediko-virksomheden Vital Beats, Københavns Universitet og Rigshospitalet.
/ritzau/