Dansk Hollywood-stjerne: Jeg får stadig afslag

Det kan godt være, Nikolaj Coster-Waldau har opnået stjernestatus, men han kan stadig sagtens sluge et afslag.
Nikolaj Coster-Waldau spiller med i en dansk film, selv om karrieren i udlandet kører på skinner.
Nikolaj Coster-Waldau spiller med i en dansk film, selv om karrieren i udlandet kører på skinner. Foto: Tony Karumba/AFP

Igennem de seneste år har Nikolaj Coster-Waldau med roller i både en romantisk Hollywood-komedie med Cameron Diaz, et sci-fi-drama med Tom Cruise og ikke mindst i den verdensomspændende successerie "Game of Thrones" gjort sig mere end almindeligt bemærket som dansk skuespiller i det store udland.

Men det er ikke kun patriotiske filmfans og serienørder, der synes, at skuespilleren har gjort det godt. Også i den danske filmbranche er der en særlig respekt for Nikolaj Coster-Waldau.

Det fortæller hans kollega Jacob Lohmann, som spiller overfor Coster-Waldau i filmen "3 Ting", der har premiere i maj.

- Jeg tror, at alle vi skuespillere i Danmark ser op til Nikolaj. Han er vitterligt den eneste, jeg kender, der allerede søgte ud i en ung alder. Og der kan jeg tydeligt mærke på mine kolleger, at der igennem det er en kæmpe respekt for det, han har gjort, fortæller han.

Coster-Waldau gik stadig på teaterskolen, da han fik sit danske gennembrud i "Nattevagten". Allerede inden havde han dog besluttet, at hans drøm ikke kun var en karriere på de danske filmset, men også i udlandet.

Selv synes han dog ikke, det var en modig beslutning at rejse ud - det var bare det eneste rigtige for ham.

Men at han har klaret sig dertil, hvor han er i dag, er til dels, fordi han aldrig rigtig mistede modet - selv når det har været hårdt, mener han.

- Selvfølgelig har jeg fået mange afslag og er blevet valgt fra mange gange, men jeg er aldrig gået ned over det, siger han og fortsætter:

- Jeg har snakket meget med min datter om det, for hun vil også gerne være skuespiller. Det med at få afslag er en ting, man er nødt til at lære. Men det tager lang tid, siger han.

Ifølge skuespilleren kræver det, at man udvikler et gedigent filter, så man ikke tager det for meget ind, når man oplever at få at vide, at man "bare ikke er rigtig" til en rolle, man har sat næsen op efter.

- Jeg tror ikke, det er for alle. Det er jo et job, hvor man meget har sig selv i centrum, men man må ikke blive alt for selvoptaget. Det går ikke, for så bliver det for personligt. Man er nødt til at prøve at have en eller anden form for objektivitet, forklarer han og uddyber, hvorfor han mener, at han har kunnet klare det.

- Jeg tror, der er noget grundlæggende i, hvem man er som person. Har man nok grundselvtillid til at acceptere, at der er nogen, der ikke synes, at du er fantastisk, men stadig selv kan tro på det?, spørger han retorisk.

Selv i dag, hvor skuespilleren har et langt cv af prestigefulde roller, hænder det, at han ikke får de roller, han er i spil til. Men sådan er gamet, og skuespilleren nyder, at han nu er nået dertil, hvor han også selv kan være den, der siger "duer ikke, væk", når der lander et manus i hans skød.

- Jeg får stadig afslag. Nu må jeg ærligt sige, at jeg ikke har været til en casting i et stykke tid, men det er bare et tilfælde. Men jeg kan også give afslag nu, det er skidegodt. Det er dejligt at være i den position, siger han.

"3 Ting" har ud over Coster-Waldau og Jacob Lohmann også Birgitte Hjort Sørensen og Lærke Vinther Andersen på rollelisten. Filmen har premiere den 18. maj.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.