Manden bag hit på hit med grupper som Tøsedrengene og Danser med Drenge, Klaus Kjellerup, sender nu en hilsen afdøde til Philippa Bulgin.
Philippa Bulgin blev kendt som forsanger i Danser med Drenge, men døde som 26-årig i 1994 af kræft.
Det er Philippa Bulgin som står for vokalen på hits som "Aldrig undvære dig", "Kolde hjerter", "Grib chancen" og "Hvorlænge vil du ydmyge dig?"
Klaus Kjellerup har netop udsendt et mini-album, hvor Philippa Bulgin står for vokalen, og i et opslag på Facebook skriver Klaus Kjellerup blandt andet:
"Kære venner - jeg faldt ved et tilfælde over nogen 30 år gamle demoer i kælderen, som I måske synes, det kunne være sjovt at lytte til: De indeholder fire sange med vokal af Danser med Drenges tidligere, nu afdøde sangerinde Philippa Bulgin, og jeg har fået familiens accept til at udgive dem."
Sangene på albummet er fra perioden før Danser med Drenge, hvor Philippa og Kjellerup arbejdede sammen i Klaus Kjellerup Band.
Dengang forsøgte de to at få et nyt pladeprojekt op at stå, hvilket først lykkedes tre år senere, da Danser med Drenge debuterede med et album i 1993.
Kjellerup skriver videre på Facebook:
"Det har været stærkt bevægende at høre Philippas stemme igen i nogle sange, jeg havde glemt alt om. Hun var et virkelig dejligt og rørende menneske, og hendes død ramte mig og alle andre omkring hende så sindssyg hårdt, fordi vi var totalt uforberedte på, at livet kunne være så uretfærdigt at tage hende fra os i en så ung alder - og det endda på et tidspunkt, hvor hun lige var brudt igennem med DmD. Det var hjerteskærende og frygteligt."
Mini-albummet er Klaus Kjellerup første soloudgivelse i 31 år og indeholder i alt seks sange, hvor Klaus Kjellerup selv står for vokalen på de to.
Albummet har fået titlen "Mixtape - demoer fra 90'erne" og er udgive som Klaus Kjellerup feat. Philippa Bulgin.
Ifølge en pressemeddelelse er albummet udgivet "på alle musiktjenesterne af selskabet Glad Grammofon".