Når der fredag er kvartfinaler på programmet ved Super Series-turneringen Korea Open, bliver det med et dansk doublebrag på menuen.
Det står klart, efter at topseedede Mathias Boe og Carsten Mogensen samt femteseedede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding begge vandt torsdag og nu støder sammen.
Verdensetterne Boe og Carsten Mogensen levede igen fint op til parrets topseedning tidligt torsdag morgen dansk tid.
Her spillede de tidligere OL-sølvvindere sig i kvartfinalen efter en sikker sejr på 21-16, 21-14 over tyskerne Jones Ralfy Jansen og Josche Zurwonne.
I begge sæt kom tyskerne tilbage i kampen midtvejs efter at have været bagud, men blot for at se Boe og Mogensen skrue tempoet i vejret igen og trække afgørende fra.
Dermed var første sten på vejen mod et rent dansk kvartfinalemøde fejet af vejen, og selv om det var med mere rystende ketsjer, kom også Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding videre torsdag.
De to måtte ud i tre sæt for at nedlægge hjemmebaneparret Chung Eui Seok og Kim Duk Young. Cifrene lød på 21-15, 17-21 og 21-17.
De femteseedede danskere var i fin kontrol frem til 16-12-føring i andet sæt. Her gik de dog i stå spillemæssigt.
Det gav koreanerne en vej tilbage i kampen, og den udnyttede de.
Ved 15-15 i tredje og afgørende sæt lykkedes det de to danskere at bevare roen bedre end modstanderen. Med seks point på de næste otte bolde kom sejren i hus.
Mathias Boe og Carsten Mogensen har allerede hentet én Super Series-turnering i år, da Boe og Mogensen strøg til tops i Singapore. Conrad-Petersen og Kolding har endnu deres første titel til gode.
I indbyrdes møder fører Boe og Mogensen 6-2 og vandt også det seneste opgør, som var EM-finalen tilbage i april.
/ritzau/