Hverken Thorbjørn Olesen eller Lucas Bjerregaard kan følge med de bedste i golfturneringen WGC-HSBC Champions i Shanghai, der blev indledt torsdag.
Begge danskere ligger i feltets tunge ende, efter at samtlige 77 deltagere for første gang har gået de 18 huller på Sheshan International Golf Course i den kinesiske storby.
Værst gik det for Bjerregaard, der ellers har haft et flot efterår. Nordjyden blev noteret for en runde fem slag over par efter syv bogeys og to birdies. Dermed deler han 73.-pladsen med to andre spillere.
Lidt bedre gik det for Olesen, som brugte 75 slag og dermed "kun" var tre over par. Det rækker til en placering som nummer 58, som han deler med adskillige konkurrenter.
Flere prominente navne havde dog problemer i første runde. Brandt Snedeker gik ligesom Thorbjørn Olesen tre slag over par, mens Dustin Johnson kun var et slag bedre.
Rory McIlroy gik i par og er på en delt 27.-plads i den stærkt besatte turnering.
Alle har de langt op til førende Patrick Reed, som imponerede på førstedagen med en runde i otte slag under par.
Amerikaneren har to landsmænd i hælene i form af Xander Schauffele og Tony Finau, der begge gik seks slag under.
Turneringen har en samlet præmiesum på hele 10 millioner dollar og er en del af World Golf Championship-serien.
/ritzau/