Danske Frederik Sørensen skifter til Young Boys på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.
Det oplyser den schweiziske klub på sin hjemmeside. 27-årige Sørensen er ejet af bundesligaklubben FC Köln, men i begyndelsen af denne sæson har han endnu ikke været på banen.
Da klubben i sidste sæson befandt sig i den næstbedste tyske række, blev det kun til fem ligakampe for den danske forsvarsspiller.
Young Boys er schweizisk mester og skal kæmpe mod Røde Stjerne om en plads i Champions League-gruppespillet, efter at serberne tirsdag slog FC København ud af kvalifikationen.
En enkelt gang har Sørensen været i aktion for det danske A-landshold. Det var i venskabskampen mod Tyskland i 2017, hvor Danmark fik 1-1.
Derudover tæller cv'et en stribe ungdomslandskampe, heriblandt en EM-slutrunde med U21-landsholdet i 2015.
Som teenager fik det tidligere Lyngby-talent noget opsigtsvækkende 19 kampe for den italienske storklub Juventus.
Senere gik turen til Bologna og Verona, før han tog til FC Köln i sommeren 2015. Han var fast mand i de første tre sæsoner i den tyske klub, før han gled ud af startopstillingen.
I Schweiz bliver han en del af en klub, der har vundet mesterskabet de seneste to sæsoner og 13 gange i alt. Klubben er også seksdobbelt vinder af den schweiziske pokalturnering.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.