Doping var udbredt blandt langrendsløbere under vinter-OL i 2006 i Torino, og den nordiske skidisciplin har fortsat problemer med doping.
Det vurderer den danske forsker Jakob Mørkeberg fra Rigshospitalet i København til SVT, efter at den svenske tv-station onsdag aften bragte en dokumentarudsendelse om blodværdier i langrendssporten i 1990'erne.
Mørkeberg hævder, at mere end 30 langrendsløbere havde blodværdier, der var over det tilladte under OL i Torino.
- Vi sammenlignede løbernes blodværdier før og efter OL i 2006 og kunne slå fast, at værdierne var markant højere under mesterskaberne.
- Jeg er også meget sikker på, at der forekommer bloddoping i dag, siger Jakob Mørkeberg.
Vinterlegene i Torino blev ramt af en dopingskandale, da fire østrigske langrendsløbere og to skiskytter blev afsløret i bloddoping.
/ritzau/