Den danske Huddersfield-spiller Mathias "Zanka" Jørgensen er formentlig en ganske populær herre blandt Huddersfields tilhængere.
For ikke nok med, at forsvarsspilleren har bidt sig fast i Premier League-klubbens startopstilling, så krydrer han nu de fine præstationer på banen med en julegave til Huddersfield-tilhængerne.
Den tidligere FCK'er og landsholdsspiller lover således en omgang til alle fans, der rejser den lange tur til holdets udekamp lørdag.
Her skal Huddersfield fra det nordcentrale England til Southampton i det sydlige England. En tur på knap 400 kilometer hver vej.
- Jeres støtte i år har været helt fantastisk, og derfor vil jeg gerne give noget særligt til jer, der rejser til Southampton på lørdag. Jeg håber, at I kan lide gaven, siger Mathias "Zanka" Jørgensen i en video på Twitter.
I videoen omtaler han sig selv "Zanka Claus" - et navn med udgangspunkt i danskerens eget kælenavn og det engelske ord for julemand, Santa Claus.
Huddersfield-tilhængerne vil i Southampton få udleveret et gavekort på en omgang, som kan indløses i klubbens kamp mod Stoke på hjemmebane 26. december.
Huddersfield rykkede sidste sæson op i den bedste engelske række efter en playoffsejr over Reading, og indtil videre har oprykkeren gjort det godt.
Klubben indtager i øjeblikket 11.-pladsen i Premier League med 21 point efter 18 kampe. Senest vandt Huddersfield 4-1 ude over Watford.
Sammen med adskillige andre nyindkøb tilsluttede Mathias "Zanka" Jørgensen sig i sommer Huddersfield. Han er en ud af blot 13 markspillere i Premier League, der indtil videre har spillet samtlige minutter i sæsonen.
/ritzau/