En direktør i kornhandelsvirksomheden BMG A/S har angiveligt snydt for millioner. Det får selskabet til at dreje nøglen om og politianmelde direktøren. Det oplyser selskabet selv i en pressemeddelelse ifølge Landbrugsavisen.
Grovvarevirksomheden har base i Randers. Herfra har selskabets ene ejer, Søren Blach, i en mail til sine kunder og i en pressemeddelelse oplyst om forholdene.
Selskabets bestyrelsesformand, Lars Krüger, bekræfter over for Landbrugsavisen, at udlægningen stemmer.
- Der er de seneste dage konstateret alvorlige uregelmæssigheder i virksomhedens handler. Det medfører, at virksomheden er blevet insolvent, står der i pressemeddelelsen ifølge landsbrugsmediet.
- Virksomhedens ene ejer og direktør Jens Møller har egenhændigt foretaget regnskabsmæssige transaktioner på baggrund af fiktive handler og fakturaer. Disse fiktive transaktioner har medført et betydeligt tocifret milliontab.
Lars Krüger fortæller Landbrugsavisen, at milliontabet betyder, at selskabet mandag vil begære sig konkurs.
Ifølge bestyrelsesformanden har Jens Møller erkendt forholdene. Han er søndag blevet meldt til Østjyllands Politi.
Virksomheden har 16 fuldtidsansatte.
/ritzau/