I 1981 havde vi Olsen-Banden til at hive den brede befolkning med over både plankeværk og bjerge, mens snotungerne grinede af Gummi Tarzan og teenagerne fik sig en sand ungdoms-klassiker i form af Kundskabens træ .

I 1981 solgte biograferne i alt 4,1 millioner billetter. Det er ikke overgået siden.

I denne uge udsendte Filminstituttet deres årsrapport for 2007 med påskriften endnu et godt biograf-år for dansk film . Faktum er, at danske film sidste år kun solgte 3,1 millioner billetter, og at det tal er faldet støt siden 2005, hvor man solgte 3,9 millioner billetter. Til gengæld er støtten til dansk film fordoblet på bare ti år. Sådan burde det ikke være, mener en af dansk films mest succesrige filmproducenter.

Spark i røv-tankegang

»Der mangler kvalitet i dansk film. Dansk films guldalder er slut. Det er nu ti år siden, vi levede højt på dogme-bølgen, så vi skal i princippet starte forfra og vokse os stærke igen,« siger Regnar Grasten, der er manden bag kommercielle seriesucces er som Far til fire og Anja & Viktor .

Faktisk har dansk film lidt under tomme stolesæder, siden Olsen-Banden samlede nationen i 1981. 14 år efter ramte Film-Danmark bunden med kun 776.000 solgte bio-sæder. End ikke de følgende års dogmebølge med Lars von Trier som løssluppent lokomotiv og Thomas Vinterbergs Festen som folkelig øjeåbner blev en kassesucces, så i 1999 hævede regeringen filmstøtten med hele 75 procent.

Fra 1999 og frem til 2002 fik Filminstituttet i alt 450 millioner, og sådan har hjælpen ved hvert filmforlig fået et løft, indtil man på finansloven fra sidste år og frem til 2011 nu har valgt at afsætte i alt 1,8 milliarder kroner.

»Det er tydeligt, at vi mangler den kontinuerligt gode film, den kontinuerlige spark i røv -tankegang. Der er for få independent-film. For lidt Juno , Borat og Little Miss Sunshine ,« siger Regner Graasten med henvisning til små, uafhængige amerikanske film, der inden for de sidste år har nået hæder på Oscar-niveau.

»Vi er sakket lidt bagud. Det nytter ikke noget, at vi kun har én film om året, der hitter. Som lige nu Flammen & Citronen . Det er som at vinde i Lotto og så bruge pengene på et halvt år. Vi skal have skabt en solid undergrund.«

Selv forsøgte Graasten i samarbejde med Zentropas Peter Aalbæk Jensen som co-producenter på lavbudget-filmen Eye for Eye . Til premieren i april blev den nakkeskudt af anmelderne, men ghettodramaet har indtil videre solgt næsten 25.000 billetter. Det samme som Dansen , Gaven og Spillets Regler tilsammen ¿ tre aktuelle danske film, som instituttet har været fødselshjælper på for adskillige millioner kroner.

Den selvfede faktor

Danmarks eneste uafhængige filmagasin hedder Ekko. Her peger chefredaktør Claus Christensen på flere problemer.

»Der har kun været få brede film de sidste par år, mens appetitten på eksperimenterende film er sørgerligt forsvundet. Vi mangler filmen, der samler nationen og ikke kun rammer café-pulikummet i København. Det kan en film med et vigtigt emne, som for eksempel Flammen & Citronen «.

At dansk film ikke længere er toneangivende, mærker Claus Christensen tydeligt, da han lige nu er i Cannes ¿ til det, han selv kalder verdensmesterskabet i filmkunst .

»Hernede er dansk film ikke længere dét, man taler om. Måske handler det om, at vi fik succes og blev en smule selvfede.«

Direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen mener dog ikke, at der er tale om den store krise. Han kalder det snarere en stilstand.

»Det er rigtigt, at markedet generelt falder lidt. Men det er ikke så mærkeligt i en tid, hvor konkurrencen er så hård, og i øvrigt er den slags død-svært at sige noget om ud fra kun få år.«