De danske tenniskvinder tabte lørdag til Estland i kampen om at undgå nedrykning fra Fed Cuppens tredjehøjeste niveau.
Danskerne tabte de to første singlekampe og kom bagud 0-2 i kampe. Dermed var kampen afgjort, da der spilles bedst ud af tre kampe.
Doublekampen, som skulle slutte det hele af, blev slet ikke spillet, fordi opgøret var afgjort.
Med nederlaget rykker Danmark ned i Europa/Afrika Gruppe 2, som svarer til det fjerdebedste niveau.
Clara Tauson, der for nylig vandt Australian Open for juniorer, var ifølge Dansk Tennis Forbund syg og kunne derfor ikke spille.
I stedet blev 17-årige Hannah Viller Møller sendt i aktion til sin første singlekamp nogensinde ved Fed Cup mod Valeria Gorlats.
Det gik overraskende godt for danskeren, selv om hun blev besejret 3-6, 6-3, 0-6.
Godt nok tabte hun første sæt, men hun kom tilbage og snuppede andet sæt, efter at hun brød Gorlats på et afgørende tidspunkt.
I tredje sæt var der dog ikke noget at rafle om. Danskerens estiske modstander brød tre gange og vandt sættet på 24 minutter.
- Jeg synes, at hun hævede sit spil meget i tredje sæt og spillede det bedste, hun havde gjort i hele kampen.
- Samtidig tog jeg heller ikke mine chancer i tredje sæt. Hun var mere modig, end jeg var. Jeg blev for forsigtig, siger Hannah Viller Møller.
Derefter skulle Karen Barritza forsøge at udligne til 1-1 i kampe mod Anett Kontaveit.
Men det lykkedes ikke for Barritza, der er nummer 669 i verden.
Kontaveit, som er nummer 20 i verden, vandt lørdagens anden singlekamp med de overbevisende cifre 6-1, 6-4.
Fed Cup-kaptajn Jens Anker Andersen gjorde status efter en tung uge for dansk tennis.
- Hannah leverede en fin indsats mod en dygtig spiller og fik det eneste sæt, vi vandt hernede. Men det er da drønærgerligt, at Clara er blevet syg, siger Jens Anker Andersen.
- Det var ikke vores uge. Jeg synes, at vi har niveau til at være her. Så det er ærgerligt at rykke ned, og det er ikke så nemt at rykke op igen. Det er lidt af et nåleøje, men det skal vi gå efter, siger han.
Tidligere på ugen tabte Danmark til Rusland og Polen.
/ritzau/