Dansk familie sælger livsværk til udenlandsk gigant

Peter Haaber var ikke ude efter hurtige penge. (Foto: Foto: Zleep Hotels/PR)

Ejerrne af hotelkæden Zleep Hotels afviste kapitalfonde, og har nu solgt til tysk hotelkæmpe.

Familien bag hotelkæden Zleep Hotels har solgt 51 procent af virksomheden for et ikke nærmere angivet trecifret millionbeløb, skriver Børsen.

Det er Deutsche Hospitality, som står bag en stribe forskellige hotelbrands i 18 forskellige lande.

Med købet får den tyske hotelkæmpe 11 Zleep-hoteller, mens der er fire nye på vej.

Peter Haaber slog dørene op til familiens første hotel i 2003. Det skete ifølge Børsen uden en "nævneværdig formue", og i 2017 omsatte hotelkæden for 68,7 millioner kroner og havde et nettooverskud på 2,6 millioner kroner.

Peter Haaber fortæller til Børsen, at flere har været interesseret i at købe livsværket - blandt andet kapitalfonde.

Men kapitalfondene blev afvist:

- Kapitalfonde er sikkert en god idé, hvis du er ude efter hurtige penge, men sådan har jeg det ikke. Jeg synes, dette er skideskægt, siger Peter Haaber til Børsen.

Ifølge Børsen vil Deutsche Hospitality og Haaber-familien sammen investere millioner i at få hotelkæden til at vokse i Norden.