EU's Miljøagentur har flere gang oplevet modvind, når regnskaberne skulle godkendes i EU-regi, men denne gang vender EU-Parlamentet tomlen op til agenturet, der ligger på Kongens Nytorv i København.
Dermed er regnskabet for 2011 godkendt, selvom EU's Kontor for Bekæmpelse af Svig (Olaf) ventes at afslutte en undersøgelse af agenturet snarligt.
- Det glæder mig, at regnskabet blev godkendt, for jeg har arbejdet meget hårdt på at få det igennem, siger udvalgets ordfører i sagen, den hollandske liberale politiker Gerben-Jan Gerbrandy.
Regnskaberne blev godkendt med 365 stemmer for, 284 stemmer imod og 33 blanke stemmer. Tidligere er agenturet blandt andet blevet kritiseret for at undlade at sætte opgaver i EU-udbud.
Dengang gik kritikken på, at medarbejderne var i Caribien på kurser arrangeret af organisationen Earthwatch, som den nu forhenværende direktør Jacqueline McGlade dengang også sad i bestyrelsen for.
Olaf ventes i parlamentet at afslutte efterforskningen af agenturet i løbet af den næste måned. Den menes at koncentrere sig om regnskabsåret 2010.
Derfor ønskede flere grupperinger i parlamentet at afvente efterforskningen fra Olaf, men Gerben-Jan Gerbrandy mener, at det er urimeligt at tage 2011-regnskabet som gidsel i en sag, der egentlig handler om 2010.
- Jeg mener, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist. Det ville ikke være rigtigt at spekulere omkring efterforskningen. Vi bliver nødt til at lave en skillelinje mellem den og regnskaberne, siger han.
Parlamentarikerne stemte ja til regnskabet, selvom budgetkontroludvalget i marts nedstemte det. Dermed var selve godkendelsen mere eller mindre en gentagelse af forløbet om 2010-regnskabet.
Det samlede parlament godkendte sidste år Miljøagenturets 2010-regnskab, efter at det først var blevet stemt ned i budgetkontroludvalget
/ritzau/