To års fængsel og en skattebøde på ti millioner kroner.
Sådan lyder dommen over Ole Bohn og hans kæreste, der sammen har ejet firmaet Our House, i en straffesag fra Østre Landsret. Dommen blev afsagt onsdag, skriver Fagbladet 3F.
Parret var tiltalt for omfattende momssvindel i deres byggefirma, hvor de snød 65 polske ansatte for flere millioner kroner i løn.
I den sammenhæng dømmes parret for at have snydt med skat og moms for over ti millioner kroner. Samtidig skal direktøren i selskabet, Ole Bohn, i fængsel i to år, lyder afgørelsen fra Østre Landsret.
Parret bag Our House blev landskendt i 2014, da Fagbladet 3F kunne afsløre, at firmaet brugte 65 underbetalte polske arbejdere i deres firma. De byggede for blandt andet Gentofte og Københavns Kommuner og for nogle af landets rigeste privatpersoner.
Sagen mod firmaet startede, da to af de polske ansatte stod frem og fortalte om omfattende snyd med løn og arbejdsvilkår for de ansatte.
Sagen endte med en historisk voldgiftsdom i det, der dengang var den hidtil største sag om social dumping og underbetalt arbejdskraft i Danmark.
Parret blev dømt til at efterbetale knap 19 millioner kroner i manglende løn til 65 polske arbejdere og for "grov, bevidst og systematisk" misbrug af de ansatte polakker.
Da firmaet ikke betalte, måtte 3F indgive konkursbegæring mod Our House. Kort tid efter gik firmaet konkurs. Hverken 3F eller de ansatte polakker modtog en krone af de 19 millioner, som de havde til gode.
Dommen i landsretten er en stadfæstelse af byrettens afgørelse fra sidste år.
/ritzau/