Den danske stortalent Mikkel Bjerg kan se frem til en pause fra cykelløb, efter at han har fået konstateret en brækket hånd.
19-årige Bjerg styrtede i onsdagens belgiske endagsløb Nokere Koerse, hvor han var i aktion for sit amerikanske hold, Hagens Berman Axeon.
Efter et besøg på hospitalet står det klart, at højre hånd er brækket.
- En læge på et nærliggende hospital siger, at det ikke vil være nødvendigt at operere, og at bruddet vil hele i løbet af fire til seks uger, skriver holdet på sin hjemmeside.
Mikkel Bjerg sad i hovedfeltet, da en rytter væltede og trak en del andre i asfalten. Det stod hurtigt klart, at han ikke kunne fortsætte i løbet.
Uheldet kommer på et uheldigt tidspunkt for danskeren, der så sent som i søndags viste fin form med en flot sejr i sin debut for Hagens Berman Axeon.
Bjerg kørte først over stregen i det hollandske løb Rabobank Dorpenomloop Rucphen efter at have holdt et jagtende felt bag sig.
Hidtil har han mest været kendt som ekspert i enkeltstart, og han blev i september U23-verdensmester i disciplinen med en overlegen sejr ved VM i Bergen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.