I 2015 havde cykelrytteren Søren Kragh Andersen (Team Giant - Alpecin) stor succes ved Tour des Fjords, hvor det blev til en etapesejr og en samlet andenplads.
Lørdag var det så storebror Asbjørn Kragh Andersens (Delko-Marseille) tur til at brillere i det norske etapeløb.
På fjerde etape var den 24-årige dansker den hurtigste, da han i spurten besejrede Bjørn Tore Hoem (Team Joker-Byggtorget). De to ryttere vristede sig fri én kilometer før mål, og i spurten trak Asbjørn Kragh Andersen altså det længste strå.
Den rutinerede norske sprinter Alexander Kristoff (Katusha) blev nummer fire på lørdagens etape og fører løbet samlet.
/ritzau/