Selv om han fik næstflest stemmer ved den sidste konklave tilbage i 2005, er den argentinske Jorge Mario Bergoglio et overraskende valg som ny pave.
Det mener den danske biskop Czeslaw Kozon.
- Det er en overraskelse, fordi valget er faldet på en argentinsk kardinal, der ikke var blandt favoritterne, siger han til Ritzau.
- Men han fik faktisk næstflest stemmer sidste gang, så det er interessant, tilføjer han.
Nyheden om den nyvalgte pave kommer kun to dage efter, at de 115 kardinaler mødtes i Rom mandag for at finde den abdiceret pave Benedikt XVI's efterfølger.
Benedikt, der blev indsat som den katolske kirkes øverste leder i 2005, meddelte pludseligt den 11. februar, at han ville trække sig tilbage før tid, fordi han følte sig for gammel til fortsat at lede kirken.
Han havde sin sidste dag i embedet den 28. februar.
Czeslaw Kozon afslører, at han ikke rigtigt kender den argentinske kardinal Bergoglio.
Men ikke desto mindre vurderer han, at argentineren kan gå hen og få stor betydning for den katolske kirke.
- Jeg kender ham faktisk ikke. Så jeg kan ikke rigtig sige noget om ham, siger biskoppen og tilføjer:
- Men det tyder på en overraskende enighed blandt kardinalerne, at det er gået så hurtigt, og det tegner godt.
- Den nye pave kan vække begejstring for troen og for kirken. Og så vil det bestemt også betyde et boost for den katolske tro i Latinamerika, vurderer Czeslaw Kozon.
Jorge Mario Bergoglio er den første pave nogensinde fra Latinamerika, og han bliver også den første nogensinde, der tager navnet Frans som sit selvvalgte pavenavn.
Navnet har ikke tidligere været båret af nogen pave, men Frans af Assisi, som blev født i 1100-tallet, er en af kristendommens mest berømte figurer.
/ritzau/