Nick Ekelund-Arenander formåede ikke at kvalificere sig til finalen på 400 meteren ved inde-EM i Göteborg.
Den 24-årige dansker blev nummer fem i sin semifinale, hvor kravet til ham var mindst en tredjeplads, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at kæmpe med om guld, sølv og bronze i søndagens finale.
Ekelund-Arenander lagde godt ud og løb ud på de sidste 200 meter på en fjerdeplads. Danskeren forsøgte at presse britiske Michael Bingham i kampen om tredjepladsen, men måtte til sidst opgive jagten.
I stedet måtte danskeren se sig selv dumpe ned på femtepladsen i en tid på 47,34 sekunder.
Semifinaletiden var et godt stykke for Nick Ekelund-Arenanders sæsonbedste på 46,85 sekunder.
Semifinalen blev vundet af russiske Pavel Trenikhin, der klarede sig igennem de 400 meter på imponerende 46,00 sekunder.
Trenikhin er favorit til at tage guldet søndag, mens vinderen af den anden semifinale, tjekkiske Pavel Maslak, er hans største udfordrer.
Med Ekelund-Arenanders exit er Danmark færdig ved inde-EM i Sverige. Det blev ikke til nogen danske medaljer.
/ritzau/