Christina Krzyrosiak Hansen er 25 år og Danmarks yngste borgmester.
Men trods sin unge alder har den unge socialdemokratiske borgmester i Holbæk prøvet lidt af hvert i livet.
Det fortæller hun om i DR-programmet "25 år og borgmester - Danmarks yngste borgmester".
Her løfter hun blandt andet sløret for, at hun i sin gymnasietid for 10 år siden kortvarigt gik ned med stress.
- Jeg har levet hele mit liv vildt ambitiøst med alt muligt, jeg gerne ville, fortæller hun blandt andet i programmet.
Det kulminerede i 2.g, hvor Christina Krzyrosiak Hansens mor måtte tvinge hende til lægen, fordi hun kunne se, at den var helt gal med datteren, der havde fuld fart på med eksaminer, venner og gymnastik- og ridetræning.
Selv havde den unge Christina Krzyrosiak Hansen svært ved at indrømme over for sig selv, at det var blevet for meget. Hun ville heller ikke have lægens stempel på, at hun var syg.
- Det var ikke fordi, jeg ikke turde fortælle folk det, og det var ikke fordi, at jeg syntes, at det var pinligt at have stress. Det var grundlæggende fordi, jeg tænkte, hvordan skal jeg så nå alt det, jeg gerne vil, siger hun i DR-programmet.
Det blev dog til en sygemelding, og Christina Krzyrosiak Hansen var væk fra gymnasiet i over en måned.
Christina Krzyrosiak Hansen har siddet i Holbæks Kommunalbestyrelse siden 2013 og været borgmester i byen siden 2017.