Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) strammer betingelserne for dansk bistand til palæstinensiske ngo'er efter undersøgelse.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
- Det er vigtigt, at der er tillid til, at dansk bistand går til de rigtige formål. Derfor iværksatte jeg den danske undersøgelse i sommer, og derfor har jeg i dag besluttet, at der fremover skal være nye og strammere betingelser for modtagelse af dansk bistand, siger Anders Samuelsen i pressemeddelelsen.
Stramningen kommer efter en gennemgang af de palæstinensiske og israelske civilsamfundsorganisationer, der bliver støttet af Danmark.
Undersøgelsen blev iværksat i sommer. Samtidig blev den resterende danske støtte for 2017 stillet i bero.
Udenrigsministeriet oplyser også i pressemeddelelsen, at størstedelen af den danske bistand til organisationerne, som blev stillet i bero i 2017, ikke vil blive udbetalt.
Undersøgelsen viste i sommer, at den palæstinensiske ngo WATC havde tilbageholdt oplysninger i en sag om navngivningen af et palæstinensisk kvindecenter efter en kvindelig terrorist.
Ud over WATC har man ikke fundet nogen formelle overtrædelser af aftalegrundlaget, som har ligget til grund for samarbejdet siden 2013.
Men ifølge Udenrigsministeriet er der alligevel behov for strammere betingelser for at få del i den danske støtte.
- Det vil betyde, at en række af de organisationer, der får midler i dag, ikke vil få dansk støtte i fremtiden, og vi vil derudover føre en ekstra skarp kontrol med anvendelsen af støttemidlerne fremadrettet, siger Anders Samuelsen.
Danmark vil fortsat støtte organisationer i Palæstina. Men midlerne vil fra 2018 og frem blive brugt under de nye og strammere betingelser.
/ritzau/