Konflikten i Syrien har nu nået et punkt, hvor det er vigtigt at styrke den moderate syriske opposition. Derfor har udenrigsminister Villy Søvndal (SF) udnævnt en særlig repræsentant, der skal varetage kontakten til den syriske opposition.
Posten besættes med Ivan Nielsen, der med sin betydelige erfaring fra regionen får til opgave yderligere at styrke de danske relationer til den syriske oppositionskoalition.
Den særlige repræsentant vil have base i Beirut, hvorfra han skal rejse rundt i regionen.
Flere andre lande har allerede udnævnt sådanne særlige repræsentanter, herunder USA, Storbritannien, Frankrig og Holland.
- Vi har nået et kritisk tidspunkt i konflikten, hvor det er vigtigere end nogen sinde at vise, at verdenssamfundet står bag den moderate syriske opposition, siger udenrigsminister Villy Søvndal i en kommentar.
Ivan Nielsen vil særligt få til opgave at varetage og styrke kontakten til oppositionen. Derudover vil han bistå med at koordinere den danske bistandsindsats.
Ifølge Villy Søvndal understreger udnævnelsen, at Danmark i lighed med langt størstedelen af det internationale samfund står bag den moderate syriske opposition.
- Der er kun en politisk løsning på konflikten, og koalitionen har med udmeldingen vist sin modenhed til dette. Det støtter vi fra dansk side, og det har jeg også sagt i mine hidtidige samtaler med koalitionen, siger han.
Villy Søvndal har onsdag holdt møde med medlemmer af oppositionskoalitionen.
- Mit budskab til dem var, at den samlede opposition skal vise det internationale samfund, at de er fælles om ønsket om et mere frit og inklusivt Syrien.
- Jeg er bekræftet i min tro på, at oppositionskoalitionen arbejder fokuseret på at styrke deres repræsentation i den syriske civilbefolkning og for et bedre og andet Syrien.
/ritzau/