Danmark har bevilget 20 millioner kroner til et Unicef-program, der skal få en million børn i skole i de sydlige og centrale Somalia.
Aftalerne skrev udviklingsminister Christian Friis Bach (R) under i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.
- Noget af det allervigtigste i en skrøbelig stat som Somalia er, at børnene kommer i skole.
- Skal man bygge en stat op, sker det gennem skoler og sundhedsklinikker, hvor befolkningen føler, at staten er til stede i hver en landsby, siger Christian Friis Bach til Ritzau.
Ministeren forklarer, at stemningen i FN er meget positiv overfor Somalia.
- Somalia har gjort fremskridt, landet har fået en skrøbelig stabilitet, demokrati og en legitim regering. Det er lige nu vi har chancen efter flere årtier med konflikter, krige og terrorister, siger Christian Friis Bach.
Af Somalias befolkning på omkring ni millioner, er 70 procent under 30 år, og syv ud af 10 kan ikke læse. Det vigtigt, at det internationale samfund nu bruger anledningen til at hjælpe det plagede land på fode, siger ministeren.
- Der er lang vej, men der er håb. Det vil tage flere årtier, siger Christian Friis Bach, der indenfor den sidste uge er mødtes med både Somalias præsident, Hassan Sheikh Mohamud, samt adskillige andre ministre i hans regering.
- Somalia har muligheder for befolkningen i form af landbrug og fiskeri. Der kan skabes beskæftigelse, men det kræver en alvorlig investering at give Somalia en kickstart.
- Men hvis man ikke skaber sikkerhed og udvikling på samme tid, går det galt, siger Christian Friis Bach.
Han påpeger, at der internationalt "virkelig er optimisme omkring Somalia".
- Landet har fået en regering, der vil noget, som kan noget, og som gør noget, og den gør det godt, siger Christian Friis Bach.
De 20 millioner kroner, som Danmark har bevilget, tages ud af den samlede sum på 200 millioner kroner, som årligt doneres til Somalia.
I begyndelsen af maj bevilgede Danmark desuden et her og nu beløb på 75 millioner kroner til fred og stabilitet i Somalia.
/ritzau/