12 år efter en af de største ulykker i nyere dansk tid dukker Koling-bydelen Seest igen op i meiderne.
Der er nemlig ved at blive bygget nye boliger på det område, hvor N. P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Kolding-bydelen Seest sprang i luften 3. november 2004.
Nu har boligforeningen Lejerbo stukket spaden i jorden og er i gang med de indledende øvelser til 35 boliger, der er de første i det helt nyt boligområde.
Byggeriet har fået navnet Fyrværkeriparken - og det navn er blandt andet faldet de berørte naboer for brystet.
Daniels værste oplevelse
30-årige Daniel Groth Chrestensen var frivillig brandmand på ulykkesstedet den skæbnesvangre dag. Han stod kun et par meter fra kollegaen Max Jørgensen, der mistede livet, da en container med fyrværkeri sprang i luften. Den dengang 18-årige frivillige brandmand og en kollega blev selv alvorligt sårede.
Daniel Groth Chrestensen mener genrelt, at det er fint, at der bygges på stedet, hvor han oplevede sit livs værste øjeblik.
- Det lyder jo festligt - Fyrværkeriparken. Jeg kan godt se, at det er vigtigt at få historien med, men hvis jeg skulle navngive stedet, var det nok ikke lige Fyrværkeriparken jeg ville bruge, siger Daniel Groth Chrestensen til Avisen.dk.
- Jeg føler mig ikke stødt, men..., siger Daniel Groth Chrestensen.
Daniel Groth Chrestensen blev svært skadet ved fyrværkeriulykken i Seest i 2004. Foto: Privat/Daniel Groth Chrestensen
Han er kommet videre i sit liv siden ulykken, der eskalerede, da en kasse raketter blev tabt og eksploderede. Ilden fik fat i fyrværkeri i en container og bredte sig til virksomhedens haller, hvor hovedparten af fyrværkeriet blev opbevaret.
Da det sprang i luften ved tre store eksplosioner, fremkaldte det en jordrystelse, der på Richter-skalaen ville slå ud med 2,2. Eksplosionerne sendte betonstykker, mursten, tagplader og store jerndragere flere hundrede meter væk.
Daniel Groth Chrestensen arbejder i dag som ambulancebehandler ved Respons i Trekantområdet og som lægeassistent på lægebilen i Viborg. Han har taget en redderuddannelse og en tillægsuddannelse som lægeassistent.
- Heldigvis var jeg en ung mand med et stort netværk, så jeg kunne komme videre i livet, siger Daniel Groth Chrestensen.
Allerede i 2014 blev planerne og navnet Fyrværkeriparken præsenteret. Byggeprojektet skal ligge på grunden, hvor ulykken skete. Foto: Simon Skipper/Scanpix/arkiv
Navnet kan glemmes
Om navnet Fyrværkeriparken fastholdes er endnu ikke sikkert. Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), forstår godt, at navnet skaber diskussion.
- Navnet vækker minder og følelser, og jeg er ret optaget af, hvad de meget berørte naboer tænker om navnet. Det her er for tæt på, og vækker for mange minder, som de ikke ønsker at få vakt til live, siger han til DR.
Hos Lejerbo lyttes der til kritikken. Her siger formanden for Lejerbo Kolding, Bent Jacobsen, til JydskeVestkysten, at man i bestyrelsen vil genoverveje navnet. Også selvom Fyrværkeriparken allerede er officielt registreret i de statslige it-systemer, og derfor ikke kan ændres.
- Men vi kan lade være med at bruge det, og jeg vil selvfølgelig tage det her op i bestyrelsen for at få drøftet, hvad vi gør, siger Bent Jacobsen til JydskeVestkysten.
Ni døgn efter fyrværkeriulykken på N. P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest var oprydningen fortsat i gang. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv