Danica Pension har været på juleindkøb og udvidet sin portefølje med et stort opkøb.
Pensionsselskabet, der er ejet af Danske Bank, har købt SEB Pension for 6,5 milliarder danske kroner. Sælgeren er den svenske bankkoncern SEB.
Med i handlen følger de nuværende 235.000 pensionskunder hos SEB Pension og 275 ansatte.
- Pension, forsikring og langsigtet opsparing bliver vigtigere og vigtigere for vores kunder.
- Handlen giver os større udviklingskraft, så vi nu og i fremtiden kan levere de rette løsninger til vores kunder på pensions- og forsikringsområdet, siger Per Klitgård, der er administrerende direktør i Danica Pension, i en pressemeddelelse.
Danica Pension vil efter købet have en markedsandel på 19,2 procent.
Det vil lige præcis betyde, at selskabet overhaler PFA Pension, der indtil nu har haft den største markedsandel på 18,8 procent.
SEB Pension forvalter mere end 103 milliarder kroner og opnåede i årets første ni måneder et nettoresultat på 389 millioner kroner.
SEB Bank forklarer frasalget med, at der er brug for et mere fintmasket distributionsnet, hvis pensionsselskabet skal vokse yderligere.
Det har Danica Pension, blandt andet i kraft af Danske Bank-filialerne.
SEB's administrerende direktør, Johan Torgeby, slår dog fast, at man fortsat vil drive bank i Danmark.
- SEB's forretning i Danmark med store erhvervskunder og en kapitalforvaltningsenhed, der også har private kunder, er vokset betydeligt, siden vi lancerede vores vækststrategi for Norden og Tyskland i 2010.
- Vi vil forsætte med at udvikle disse områder, så vi både skaber øget værdi for kunderne og profitabel vækst, siger han i en pressemeddelelse.
Handlen skal godkendes af konkurrencemyndighederne og forventes at blive gennemført i løbet af første halvår 2018.
/ritzau/