Regeringens kritiske støtteparti, Enhedslisten, er glade for at SF på weekendens landsmøde har fokus på de ledige, der falder ud af dagpengesystemet. Netop dagpengeproblemet var det store fokus da Enhedslisten selv holdt landsmøde sidst i april.
- Det er dejligt, at der kommer den erkendelse, og at de nu siger det højt, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.
På SF's landsmøde lød det fra formand Annette Vilhelmsens, at "vi står med et meget alvorligt problem, som ikke er løst".
Men det er ikke nok at snakke om problemet. Der skal findes en løsning, og her skal SF ifølge Christian Juhl stramme op.
Et forslag på SF's landsmøde om at arbejde for konkrete forbedringer af dagpengesystemet, herunder en halvering af genoptjeningsperioden er fejet af bordet.
I stedet bliver der skrevet en mere generel udtalelse ind i landsmødeudtalelsen om, at "SF forstår og deler fagbevægelsens bekymring for de titusinder af ledige, der falder ud af dagpengesystemet og ikke bare vil se passivt til".
Men her burde SF have holdt fast i de konkrete mål for forbedringer af dagpengesystemet.
- Det er en meget slap tilgang. Her burde ledelsen have honoreret det forslag, der blev fremstillet. Det her er for forsigtigt, mener Christian Juhl.
Enhedslisten har selv spillet ud med krav om, at netop genoptjeningsperioden skal nedsættes, at retten til supplerende dagpenge skal genoprettes, og løntilskudarbejde og jobrotation skal tælle med i optjeningen til dagpenge.
Christian Juhl håber dog på, at Annette Vilhelmsens tale og SFs landsmødeudtalelse varsler et nyt samarbejde med Enhedslisten om at hjælpe de ledige, der ryger ud af dagpengesystemet.
- Jeg håber, det her er et signal om, at vi har en allieret i regeringen. Så skal vi nok få overbevist De Radikale og Socialdemokraterne, siger han.
/ritzau/