Dagbog fra en arbejdsløs: Jeg håber, at du har fået ansigt på menneskene bag statistikkerne
Lone Kramer er cand.mag. i kultur og formidling. Foto: Privat
Lone Kramer skriver i november dagbog om livet som arbejdsløs akademiker.

Lone Kramer er cand.mag. i kultur og formidling. Hun har både haft underviser- og lederjob og har undervist voksne på sprogskole, daghøjskole og højskoler. Hun har i denne omgang været jobsøgende siden midt i januar og har et deltidsjob på 7,5 time ugentligt som koordinator i en forening. Hun skriver denne dagbog for at give et indblik i hverdagen for en arbejdsløs.

Dag 1

I november skriver jeg dagbog om livet som arbejdsløs for at pege på og perspektivere nogle af de fordomme, man møder som arbejdsløs.

I denne uge har jeg søgt 5 job. Jeg gik ikke videre til personlighedstest og 2. samtale på et af de to steder, jeg var til jobsamtale i sidste uge.

Jeg har holdt møde og skrevet mails med frivillige og leder i 7 1/2 time for den forening, hvor jeg er ansat med dette ugentlige timetal.

Jeg har deltaget i et arrangement med min a-kasse. Vi mødte to humanister, der havde fået job uden for deres felt, og en museumsinspektør fortalte om partnerskaber med erhvervslivet. Det handlede om netværk, netværk, netværk. Udadvendthed, kaffemøder, elevatorpitch, mænge sig med de rigtige og oversætte sine kompetencer til virksomhedernes behov. Plus en god portion vedholdenhed, tilfældigheder og held. Ikke så meget nyt under solen, men spændende at se Forskerparken i Odense.

Jeg har på Jobnet tjekket job, opdateret min joblog og booket tid til opfølgende samtale i næste uge, under trusler/påmindelser om, at hvis jeg udelader at booke tid, kan det få konsekvenser for mine dagpenge.

Som det arbejdende folk har vi ledige også fritid, så jeg går en tur og nyder de røde rønnebær mod den blå himmel.

Dag 2

I dag besøger jeg en veninde i Roskilde. Efter “normaliseringen” af lærernes arbejdstid er der blevet mindre tid til forberedelse. Hun har besluttet at lægge al sin arbejds- og forberedelsestid på gymnasiet, så hun har styr på timeforbruget og fri, når hun kommer hjem. De skriftlige opgaver skal jo rettes, så der er andet, der ikke nås. Det fører til stress, når opgaver og tid ikke modsvarer hinanden.

Flere andre venner og bekendte oplever mindre tid til at nå de samme opgaver, fordi dokumentationskravene, kompleksiteten og sagsbunkerne er steget. Ofte er der også mindre plads til selvstændighed og kreativitet i opgaveløsningen. Nogle bliver i perioder sygemeldte med stress, andre “holder ud” til efterlønsalderen. Men de er forlegne over at nævne presset og utilfredsheden med jobbet, når der sidder en arbejdsløs i selskabet. Tænk hvis vi kunne dele de job, der er.

I dag var der 54 nye job i mailbunken. Og øv, så fik jeg afslag på den stilling i en styrelse, jeg var til samtale på i sidste uge: 100+ ansøgere, 5 til samtale. De sagde, at de desværre ikke kunne sige noget konstruktivt, for samtalen og gennemgang af casen gik godt.

Derudover et standardafslag fra en anden stilling at gå til weekend på.

Lysfest i byen i aften.

Dag 3

Jeg hørte et sted, at erhvervsmanden Asger Aamund ikke kunne drømme om at gå på strømpesokker i sit eget hjem. Han er altid ulasteligt klædt.
På sådan en lørdag nusser jeg rundt i nattøj og uldsokker. Men for at internalisere den professionelle skarpe formidler/leder er det måske nødvendigt altid at være iført mascara, blazeren og skoene med hårde hæle? Tror bare ikke jeg orker det.

Stillingsopslagene tikker også ind, selvom det er weekend, og selvfølgelig løber jeg dem igennem. Det kunne jo være at JOBBET gemte sig i dagens mail. I dag var der 59 nye jobs i mailboksen, 3 blev printet til nærmere granskning. Jeg er en struktureret natur, så jeg har på mit skrivebord en mappe med to charteks. På det ene står der “har søgt” og deri ryger alle søgte opslag og fjernes igen i takt med afslagene. På det andet står “vil søge”, og her er de stillingsopslag, jeg har fundet interessante, printet og ordnet efter ansøgningsdato.

Dag 4

I perioden fra august 2015, hvor jeg blev kandidat i Kultur og Formidling og til juli 2017, hvor jeg blev ansat som viceforstander på en højskole i Afrika, søgte jeg 180 job. I løbet af de to år var jeg vikar på en højskole, i praktik som kulturkonsulent, i New Zealand, Australien og Mexico i 3- ugers ansættelser som underviser, jeg tog grundkursus i Photoshop og InDesign, blev uddannet Social Media Manager, var frivillig læseguide og deltog i iværksætterforløb, temadage med a-kassen, adskillige samtaler med jobrådgivere i Jobcenteret og a-kassen. (Desuden hørte jeg podcasts og strikkede sygt mange karklude, hvilket ingen der har inviteret mig til mad, fest eller fødselsdag i den periode vil være i tvivl om).

Siden midt i januar 2018, da jeg blev nød til at afslutte mit job i Afrika og vende hjem for at redde mit ægteskab (da et parforhold fordelt på to kontinenter viste sig at være for svært), har jeg søgt 94 job. Jeg genbruger aldrig en ansøgning, den bliver skrevet fra bunden hver gang. CV’et derimod er svært at gøre nyt 250 gange, så der har jeg ca. 5 standard CV’er, jeg tilpasser jobbet.

I dag var der blot 2 nye jobopslag.

Weekendavisen er læst, så nu tager jeg til yoga og får ny energi til krop og sjæl.

Dag 5

I dag har jeg søgt 2 job, og har forsøgt at ramme balancen mellem opblæst og ydmyg. Jeg tjekker jobopslag 7 dage om ugen, men forsøger at begrænse opringning til arbejdsgiver og skrivning af ansøgninger, samt opdatering på Jobnet til én dag om ugen. Så der også er tid til mit deltidsjob, forberedelse og gennemførelse af evt. jobsamtaler og generel faglig orientering.

Siden april har jeg været til 10 jobsamtaler, det er gennemsnitligt en jobsamtale hver tredje uge. Der er størst sandsynlighed for at komme til samtale på de job, jeg har ringet til inden ansøgning. Ofte kan man få værdifuld viden om opgaverne eller baggrunden for stillingsopslaget, man kan adressere i sin ansøgning.

Det er ikke så tit, jeg får brugbar feedback på samtalerne, som regel var der bare en anden ansøger, der havde mere erfaring, en faglig profil der passede bedre eller hvor han/hun passede bedre ind i medarbejdergruppen. Et sted kaldte de mig deres wild card, fordi jeg har et lidt sjovere og mere farverigt CV, end de er vant til.

Det siges, at man skal regne med at søge 100 jobs og gå til 10 jobsamtaler for at lande 1 job. Så mit næste faste fuldtidsjob burde være lige om hjørnet.

Dag 6

I aften skal jeg i Teater Momentum i Odense og se ‘Paradis - en krigskabaret’. Jeg er anmelder på Kulturkongen.dk, så hver uge modtager jeg en nyhedsmail, hvor jeg kan byde ind på film, teater, bøger, musik og udstillinger. Hvis jeg bliver udtrukket, får jeg to billetter til det ønskede arrangement mod at anmelde det. På den måde har jeg set mange spændende teaterforestillinger gratis. Og så er det både sjovt og god skrivetræning at skrive anmeldelser.

I dag var jeg inde at følge virksomheder og læse opdateringer på LinkedIn. Jeg har ikke været så aktiv der, men det er jo et erhvervsorienteret socialt medie, så jeg må hellere give det en chance.

I dag var der 79 nye jobopslag, 1 blev gemt. Og så var der et afslag på et museumsjob, hvor de havde modtaget 90 ansøgninger. Lige nu har jeg så 9 ansøgninger ude.

Litteraturinfo: Lige nu læser jeg ‘Fædre, sønner, mødre, døtre’, en antologi med mange interessante tekster om familierelationer fra 2000-tallet.

Dag 7

De sidste tre år har jeg hver tredje uge skrevet en klumme til Fyns Amts Avis. Det er ulønnet, men sjovt og holder min skrivemuskel i gang. Jeg skriver ofte om kultur, miljø, beskæftigelse, integration, og hvad der lige optager mig af politisk og samfundsmæssigt aktuelt stof. Denne gang skriver jeg om denne dagbog om at være arbejdsløs. Læs med d. 13/11 i FAA.
Som ‘løn’ modtager jeg et abonnement på avisen og en årlig middag med ledsager sammen med de øvrige 15 klummeskribenter.

I dag var der 78 nye jobopslag, et blev gemt.

Jeg er glad for mit lokale bibliotek i Stenstrup, hvor jeg henter bestilte bøger. Jeg skal i gang med at læse ‘Der der’ af Tommy Orange om de oprindelige folk i Amerika og erindring.

Dag 8

I dag har jeg deltaget i et kursus om ‘Mangfoldighedsrekruttering’ arrangeret af Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Jeg deltog sammen med to af mine søde kolleger fra den forening, hvor jeg er deltidsansat i 7 1/2 time ugentligt som koordinator.

39% af danskerne udfører frivilligt arbejde her og nu, og mere end 60% har gjort det på et tidspunkt. Undersøgelser viser, at motivationen for at udføre frivilligt arbejde er at gøre en forskel at have det sjovt og at indgå i et fællesskab.

Kurset blev holdt på Mødecenter Odense på Buchwaldsgade. Her var jeg i en årrække ansat i 90’erne på Byhøjskolen og i Team 17:48. Jeg mødes stadig med fire kolleger herfra til spisning en gang om måneden.

85 nye jobopslag, 2 gemt. Et afslag på en stilling som koordinator - de havde modtaget 134 ansøgninger.

I aften skal jeg høre Folkemusikgruppen Basco og skønne Jullie Hjertland i Vor Frue Kirke i Svendborg.

Dag 9

Jobcenterbesøg i dag. Det er altid en overvindelse, noget der bare skal overstås.
Det er desværre ikke her, jeg får ny inspiration og energi til min jobsøgning.

Medarbejderne er sat til at udmønte den kontrol og mistillid beskæftigelseslovgivningen dikterer. Proceskrav om at søge minimum 2 job om ugen, tjekke Jobnet hver uge, samtale hver 3. måned, praktik inden 3 måneders ledighed, hvis man er under 30 og over 50 år. Regler for løntilskud etc. Som tidligere ansat i Jobcenteret kunne jeg have bedt om at blive flyttet til en anden kommunes jobcenter, men jeg står det igennem.

Da jeg et par måneder efter min første arbejdsløshedsperiode udtrykte undren over, at jeg endnu ikke var kommet i job med mine kompetencer og erfaringer, svarede medarbejderen ’Hvad havde du regnet med?’

Det var et ualmindeligt flabet svar, der kommenterede det faktum, at jeg havde sagt mit teamlederjob op for at tage en kandidatuddannelse på SU. En beslutning jeg havde truffet, fordi den beskæftigelseslovgivning, jeg skulle administrere, lå for langt fra mine værdier og mit menneskesyn om tillid, ligeværdighed og mennesker som selvstyrende.

Jeg må trøste mig med, at jeg er med til at holde folk i arbejde.

Dag 10

 

Det er skamfuldt at være arbejdsløs, og at skrive om det er grænseoverskridende. Arbejdsløs smager af fiasko, men jeg er ikke ude på at vække medynk. Jeg vil gerne pege på nogle af de vilkår og fordomme, der eksisterer for arbejdsløse.

I nyhedsmedierne kan vi læse og høre, at arbejdsløsheden er faldende. At der er mangel på arbejdskraft. At det er de unge og ikke dem på min alder, der er ledige.
Selv gode venner betvivler, om jeg nu også søger nok, gør mig umage nok, vil det nok. De kan jo læse, hvor fremragende det går med fald i ledigheden.

Men en ting er statistik, en anden ting er at være en af de mange uden for arbejdsmarkedet.

Skam er følelsen af at have gjort noget forkert, og ønsket om at skjule det. Skam intensiveres af at blive set af andre, og skammen smitter endda til de andre i rummet, der krummer tæer på den uheldiges vegne. Skam er vendt mod én selv, skam er over egen karakter, hvor skyld er over en handling. Skammen eksisterer i kraft af (forestillingen om) den andens blik/dom.

Jeg konfronterer skammen, tager en for holdet, fordi der er nogen der må gøre det. Fordi det er urimeligt at skulle føle skam over strukturelle forhold.

Dag 11

Den tyske filosof Axel Honneth skriver om tre anerkendelsessfærer; kærligheden, retten og solidariteten.

Kærlighedens område er familie og venner, og anerkendelse fra dem giver selvtillid.
Rettens område bygger på lighed, og de lovsikrede rettigheder fører til selvrespekt.

Den solidariske anerkendelsessfære bygger på præstation og på relationen til fællesskabet og samfundet, det giver selvværd. Deltagelse og positivt engagement bliver anerkendt og socialt værdsat i kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber.

Følelsen af at være socialt betydningsfuld i et fællesskab er begrænset for den, der står uden for arbejdsmarkedet. Hvis den enkelte føler sig krænket eller ringeagtet, som det bl.a. sker via italesættelse af ledige som dovne (eller flygtninge som uønskede), risikerer man at miste det positive forhold til sig selv.

Honneth ser anerkendelse i ren form som en naturlig reaktion på andre mennesker - anerkendelse af den vi er. Men når et samfund har endimensionelle mål, stereotyp tænkning eller har fordomme, begynder vi at se andre mennesker som livløse ting.

Ofte har de svageste grupper ikke ressourcerne til offentlig kamp, blandt andet på grund af den politiske og økonomiske individualisering af deres problem.

Der er brug for at samfund og fællesskaber viser anerkendelse og solidaritet med de svageste.

17 nye jobopslag, og endnu et afslag på en stilling - de havde endda kun fået 36 ansøgninger. Oftest er der over 100 ansøgere til de stillinger, jeg søger. Rekorden det sidste halve år var 330 ansøgere.

I dag har jeg bagt den ugentlige portion rugbrød.

Dag 12

Jeg kan få øje på mindst fire ting, der kan gøre det vanskeligt at lande et job, man ellers er kvalificeret til:

Alder. 50+ kan skræmme en arbejdsgiver, selvom jeg fx først kan gå på pension som 68-årig og har 14 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det kan være fordomme om lavere tempo, mindre fleksibilitet og uvilje mod at lære nyt. Man kan blive lidt for “egen” med alderen.

Leder. Hvis man tidligere har haft lederjob, betvivler arbejdsgiveren måske, at man vil “nøjes” med et job uden ledelsesansvar og derfor hurtigt vil videre.

Geografi. Hvis man søger job uden for Fyn fx, vil arbejdsgiveren måske betvivle, at man virkelig vil flytte efter jobbet eller kan få det til at gå op med familieliv. Hvilket jo vitterlig også kan være en udfordring.

Uddannelse/overkvalificeret. Hvis man søger ufaglærte job eller job, hvor der kræves en kortere uddannelse, er de ikke interesserede i en ansøger med en lang videregående uddannelse. De forventer vel (ofte med rette) at man hurtigt søger videre.

I dag har jeg søgt 2 job.

Der var 3 nye jobopslag i mailen, et er gemt, og så var der to afslag. Det ene var en stilling som kultur- og litteraturformidler, hvor de havde modtaget 270 ansøgninger.

Dag 13

Jævnligt bruger jeg søgeværktøjet Arbejdsmarkedsbalancen.dk, hvor man kan vælge mellem 900 jobtitler eller 22 erhvervsgrupper og kombinere med geografisk område, og så se jobmuligheder og ledige job. Her kan jeg fx se, at der for ‘akademisk medarbejder’ er ‘mindre gode jobmuligheder’ på Fyn, det betyder, at der ingen ledige job er pt. Den er dog ikke helt præcis fx skulle der være ‘gode jobmuligheder’ som museumsmedarbejder på Fyn, men når man klikker videre til Jobnet, viser det sig, at der ingen job er.

På Fyn er der ‘omfattende mangel’ på læger, sygeplejersker, tømrere, elektrikere og folkeskolelærere - særligt på specialundervisningsområdet.
Så er der kategorien ‘paradoks’, hvor der tilsyneladende er ledige samtidig med, at man mangler arbejdskraft, det gælder fx salgskonsulenter.

Hvorfor kan du ikke bare tage et job uden for dit fagområde? hører jeg af og til. Jeg har en bred generalistuddannelse, så der er mange typer af job, jeg kan søge indenfor undervisning, formidling, administration, kultur og ledelse. Men jeg har ikke specifikke faglærte kompetencer, og kan derfor ikke erstatte en læge, tømrer eller specialunderviser.

I dag koordineringsarbejde på mit deltidsjob.

Der var 54 nye jobopslag, 3 blev gemt.

Dag 14

På siden for de regionale arbejdsmarkedsråd rar-bm.dk findes masser af arbejdsmarkedsstof.

På Jobindsats.dk kan man forlyste sig med statistik af enhver art. Fx. kan jeg se, at der i min kommune er 88 ledige fra Magistrenes A-kasse og 142 ledige fra Akademikernes. Tallene for 2017 var 65 og 109, og for 2016 var det 56 og 100.

I dag har jeg haft kaffemøde (som det så populært hedder) med en tidligere studiekammerat. Vi har løst brygget på noget kursusvirksomhed.

I aften skal jeg opleve teatret Dacapo, der kombinerer konsulent- og teatermetoder. Det handler om forandringsledelse.

Mandag rykkede jeg for svar på to job, jeg søgte i september, men ikke har hørt fra. De har nu begge svaret tilbage med afslag, det ene med en beklagelse, det andet med et standardsvar og oplysning om, at der var 227 ansøgere.

Jeg har erfaret, at et indlæg på LinkedIn ikke kan ændres fra ‘forbindelser’ til ‘offentligt’. Og så har Avisen.dk spurgt om lov til at bringe min dagbog.

Der var 45 nye job, 3 er gemt.

Dag 15

I 2013 skrev Rune Engelbreth Larsen i ”Ledighed og ledighad” om det normskred, der er sket i omtalen af arbejdsløse. Og Rasmus Willig skrev i ”Kritikkens u-vending” at samfundskritik er vendt til selvkritik. Strukturelle problemer (globalisering, teknologi, økonomisk krise) gøres individuelle. Arbejdsløshed bliver den enkeltes problem.

Et bredt spekter af politikerne omtaler ledige, som mennesker med krævementalitet, som sociale bedragere og som dovne. Der opstår mistro til de ledige og deres arbejdsmoral. Dette selvom beskæftigelsesandelen, som angiver andelen af beskæftigede omregnet til fuldtidsbeskæftigede i forhold til hele befolkningen, har været stort set uforandret siden 1968, nemlig mellem 48 og 52 %.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan politikere, myndigheder og andre personer i det offentlige rum taler om fx ledige. Vi skaber ting med ord, ord får virkelige effekter. Den offentligt ansatte fungerer som en personificering af staten/kommunen/loven, og selvom hen burde, udtaler hen sig ikke kritisabelt om konsekvenserne af gældende politik og praksis. Konkurrencen på arbejdsmarkedet og kravet om omstillingsparathed og positiv tænkning gør, at den offentligt ansatte holder sig under radaren.

Dag 16

Der er områder, hvor man mangler faglært arbejdskraft, bl.a. fordi virksomhederne har undladt at tage lærlinge. Men vi har fortsat officielt ca. 110.000 arbejdsløse i Danmark. Dette tal er reelt langt højere, da arbejdsløse på kursus, i praktik eller løntilskud, folk der er faldet ud af dagpengesystemet, er på kontanthjælp eller i deltidsjob ikke tælles med. 53 nye jobopslag, 2 gemt.

I aften ‘True Story’ om et moderne vanvittigt kvindeliv på BaggårdTeatret i Svendborg, og bagefter det legendariske Vinterbal i Ollerup Forsamlingshus. Fibernet er i proces. Det bliver dejligt endelig at få hurtigt stabilt internet herude på et af Sydfyns sidste sorte pletter. Medarbejderne kommer fra Litauen og vil ikke tale om deres løn.

Dag 17

Efter to år på SU og godt 3 år på understøttelse en del af tiden kan det godt mærkes på økonomien. SU-lånene skal betales tilbage, så bilen er solgt og vinterstøvler og -frakke må tage en runde mere.
Overtrækket vokser langsomt, når transport til jobsamtaler fx har kostet 3-4000 kr. det sidste halve år. (Fandt en paragraf, der gør det muligt for Jobcenteret at betale noget af udgiften, men det er de ikke færdige med at se på).

Økonomien er stram, men jeg er på ingen måde fattig. Tænker med gru på de lave ydelser mange mennesker på dimittendsats, kontanthjælp eller integrationsydelse må klare sig for.

Weekend er læsetid: Weekendavisen, Magisterbladet og Merete Pryds Helles: “Vi kunne alt” om opvæksten i 70’ernes parcelhus-Danmark.

Men lige nu er vejret fantastisk, så først en tur til Sydlangeland med de vilde heste og stejle klinter for at gå tur.

Dag 18

I dagens Fyns Amts Avis skriver tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, om det hovedløse i Jobcentrenes ’fortvivlede forsøg på at skaffe uegnede mennesker i arbejde’.

Han mener det er politisk ukorrekt at sige, at der findes ’en gruppe, som er bedre tjent med førtidspensionering, fordi alt andet blot fører til nye skuffelser oven i det bjerg af nederlag, de har været igennem’.

Det kan jeg ikke være uenig med ham i. Et stort antal mennesker med nedsat arbejdsevne fx pga. sygdom har været gennem urimeligt mange arbejdsprøvninger og ressourceforløb i forsøget på at udvikle eller omsætte få ressourcer til lønnet arbejde.

Disse mennesker ville for manges vedkommende være bedre tjent med at få pension og fred for endeløs aktivering, og dermed mulighed for at bruge de få kræfter på meningsfuldt samvær med familie og venner.

Derimod provokerer det mig, når Bent Falbert skriver at ’Arbejdsgiverne skriger på folk, så man skal være drabeligt ukvalificeret for at gå ledig mod sin vilje’.

Det mener jeg, at jeg selv og flere dygtige arbejdsløse folk jeg kender, er omvandrende modbeviser på!

I går var der 70 nye jobopslag, 3 er gemt. I dag var der 12 nye, ingen gemt.

Dag 19

Arbejdsmarkedsforsker Janne Gleerup m.fl. har netop udgivet en bog om prekarisering. Begrebet dækker løse ansættelser; det at stillinger besættes i afgrænsede perioder under andre vilkår end dem, der gælder for overenskomstansatte.

Midlertidige ansættelser, kontraktansættelser, ansættelser på deltid bliver mere og mere udbredt både i den private og den offentlige sektor og på tværs af alle brancher i DK. Det gælder for 20% af hele arbejdsstyrken og for 23% af akademikerne.

Problemet er, at det er vanskeligere at være løst ansat i dag end tidligere, da konkurrencen er hårdere og dagpengereglerne strammere. Fx kan man kun få supplerende dagpenge i 30 uger indenfor 2 år, hvilket betyder at man kan blive nødt til at sige et deltidsjob op eller må forsøge at leve af flere deltidsjob.

I både Tyskland og USA er working poor udbredt: mennesker med 2-3 småjobs, som familien alligevel ikke kan leve af. En konsekvens af løse ansættelser er også, at der ikke bliver nogen pension.

Siden jeg blev cand.mag. i 2015 har jeg været en del af prekariatet med tidsbegrænsede ansættelser, kontraktansættelser uden pensionsopsparing, arbejdsløshedsperioder, og som nu et deltidsjob med få ugentlige timer.

I dag har jeg søgt 5 job.

Dag 20

Siden jeg blev uddannet lærer i 1991 for godt 27 år siden, har jeg haft 15 ansættelser af varighed fra 3 mdr. til godt 8 år. En del job har været tidsbegrænsede, en del har jeg selv søgt videre fra, men jeg har aldrig prøvet at blive opsagt.

6 (40%) af mine job har jeg fået gennem mit netværk, resten har jeg søgt og fået på almindelige stillingsopslag.

Frem til 2015 har jeg været så privilegeret/heldig, at det er meget få job jeg har søgt, som jeg ikke har fået. Situationen har unægteligt ændret sig noget for mig, efter jeg er blevet cand.mag.

En undersøgelse lavet af Ballisager i 2016 viser, at halvdelen af nye ansatte findes gennem ansøgninger på stillingsopslag. 20% af de ansatte findes gennem netværk.

Det viser, at ikke alt sker via netværk, så mit eget netværk er hermed tilgivet ;)

Dog er det skønt, når folk vil dele deres netværk. Én, der havde læst min dagbog på LinkedIn opfordrede mig til at tage kontakt til sin kollega i et konsulentfirma. Denne kollega sendte mig videre til et andet firma, der bedre matcher mine kompetencer og interesser. Dejligt når folk giver sig tid til at lytte og dele kontakter.

I dag var der 54 nye jobopslag, ingen gemt.

Dag 21

I dag er jeg til Netværksdag for (kommende) iværksættere på Fremtidsfabrikken i Svendborg. På programmet er inspirerende input om bl.a. kaffemøder, brug af LinkedIn, kropssprog- og stemmetræning.

Som husmandsdatter med lønmodtagersjæl får jeg koldsved ved tanken om at blive selvstændig, og ikke have en fast månedlig indkomst.

Med en diplomuddannelse i medarbejder- og organisationsudvikling kan jeg dog min SWOT, og har flere gange skrevet forretningskoncepter og lavet analyser over en mulig virksomhed: skrive tekster, formidle kultur, holde kurser, så måske.....

Og som arbejdsløs (og tidligere leder) er jeg jo i træning med selvstændig virksomhed.

B&B og blogging (aner pt. ikke hvordan man lever af det) er også ideer på tegnebrættet. 

I dag var der 43 nye jobopslag, som skal skimmes senere.

I aften intimkoncert med Michael West hos Økonet på Ærtevej, Egense ved Svendborg.

 

Dag 22

I 2010 udgav jeg en bog med kortprosa ‘32 dias fra provinsen’. Siden har der ligget en roman og ulmet. Hvorfor går jeg så ikke bare igang med at skrive den?

Det handler om at være i et særligt mindset. At have et spænd af tid.

Forfatteren Mathilde Walther Clark annoncerede på et tidspunkt efter en mæcen. En rigmand der kunne understøtte hende økonomisk, mens hun skrev. Det lykkedes vist ikke. Kunstnere som skuespillere, forfattere og billedkunstnere har altid måttet leve med løse småjobs og økonomisk usikkerhed for at få mulighed for at udøve deres kunst.

Det poetiske sprog fungerer dårligt side om side med det målrettede jobsøgningssprog. Omvendt læste jeg om en forfatter, der skrev sin første roman ved blot systematisk at skrive én time hver dag.

Måske jeg skal gå den anden vej rundt og eksperimentere med jobsøgningssproget. Skrive ansøgninger med poesi?

35 nye jobopslag, 2 gemt.

Dag 23

I 2013 mistede 34.000 ledige retten til dagpenge som følge af de nye dagpengeregler, i 2014 19.000, i 2015 17.000 og i 2016 12.000.

I 2017 og 2018 forventes det at ca. 8000 falder ud af systemet årligt.

Det er lidt færre end de foregående år. Men det skyldes blot at problemet er udskudt, da man nu kan forlænge sin dagpengeperiode i op til et år med to timer for hver time man arbejder. Sammenlagt er ca. 100.000 faldet ud af dagpengesystemet siden forkortelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år.

Det er pænt angstprovokerende, at udløbsdatoen nærmer sig. Hvis det ikke lykkes mig at få et job eller en indtægt som selvstændig inden 5/4 19, så er der ingen offentlig hjælp at hente, da jeg er gift og medejer af et hus. Den gensidige forsørgerpligt er forældet og umyndiggørende i 2018, hvor langt de fleste ægtefæller har selvstændige og adskilte økonomier. Hvad hvis min mand ikke kan forsørge mig. Må vi så forsøge at sælge huset? Lade os skille?

Som forælder er man også et forbillede for sine børn, men det forbillede krakelerer, fx sagde et af mine voksne børn for nylig:’hvad er pointen med at tage en uddannelse, hverken dig eller far bruger jo jeres?’

Den sved, for ja, hvad fanden er pointen med at læse i mange år og stifte gæld, for bare at komme ud i arbejdsløshedskøen?

I dag er det Black Friday og alene i Danmark forventes en omsætning på 2 mia. Jeg hepper på klimaet og den slunkne pengepung og holder Buy Nothing Day.

11 nye jobopslag, 2 gemt. Det månedlige dagpengekort er udfyldt til a-kassen. Afslag på underviserstilling med 89 ansøgere.

Dag 24

Livet som arbejdsløs er en rollercoaster. Begejstring over jobopslag eller indkaldelse til samtale, skuffelse over afslag, finde ny begejstring, ny skuffelse. Op, ned, op på hesten igen, ikke give op, udstråle overskud. 


Som Bjørn Rasmussen skriver et sted i ‘Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’: ‘...så sejlivet den ene dag, så kuldsejlet den næste....’

Min tidlige nabo Mads, murer og skuespiller sagde engang: ‘hvis man har svært ved at overskue at man i samme uge både skal på kommunen og på Arbejdsformidlingen, har man været arbejdsløs længe nok’.

Men det var i de glade 80’ere, hvor man kunne få højskole- og udlandsophold, og hele og halve uddannelser betalt, og dagpenge uden nævneværdige modydelser i op til syv år. 

Jeg har også været på højskole, og ude i verden, men for egne optjente penge. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke vidste, at det var muligt at få betalt. Det undrer mig hvorfor vi i dag, hvor vi fortsat er et af verdens rigeste lande, har så lidt råd til velfærd af enhver art. Er det fordi vi lader investeringsfonde og enkeltpersoner løbe med al vores fælles rigdom?

Jeg går ind for borgerløn uden modkrav, hvor folk i perioder af deres liv kan vælge at skrue lidt ned for arbejdslivet eller berige andre med kunst. Det giver så plads til andre på arbejdsmarkedet. 

Jeg er blevet kontaktet af Akademikerkampagnen som hjælper med at få akademikere ud i små og mellemstore virksomheder, de kunne tilbyde en bog med gode råd. 

Desuden er jeg blevet inviteret til at bidrage med en tekst til litteraturmagasinet Udkant. Deadline midt i december, så jeg må skabe mig et mentalt rum for at skrive.

65 nye jobopslag, 6 gemt

Dag 25

På sådan en dejlig doven søndag kan jeg godt længes efter pensionen og freden. At være arbejdsløs har potentielt samme kvaliteter som at have weekend, holde ferie, være på pension. Nyde langsomheden og fordybelsen. Glo på fugle og læse avis hele dagen. Men desværre føles arbejdsløsheden ikke sådan. Man skal hele tiden være på stikkerne, og den ukendte deadline gør det svært at nyde at have mere tid.

Min svigerfar havde stadig deltidsjob til han blev 90. Mine forældre gik på overgangsydelse da de var 50 og efterløn, da de var 60. Det var i 90’erne, hvor man ville gøre plads til de unge på arbejdsmarkedet, ved at få de ældre til at trække sig. Men så kom man i tanke om, at en vis mængde arbejdsløse holder lønningerne nede og konkurrenceevnen oppe. Så nu står den på udbetaling af efterlønsopsparinger og senere pensionsalder.

I mit arbejdsliv har jeg ind imellem købt mig frimåneder ved at spare op til forældreorlov. Sådanne åndehuller er fantastiske, fordi der er et arbejde at vende tilbage til. 

Jeg kan gå på efterløn, når jeg er 65 og på pension når jeg er 68. Om henholdsvis 11 og 14 år. Så håber ikke at skulle befinde mig i arbejdsløshedens ingenmandsland meget længere.

11 nye jobopslag, 1 gemt

Dag 26

Som uddannet coach er det måske på tide, jeg coacher mig selv lidt.

Afklarer mine mål, identificerer barrierer og indre modstand, hvilken værdi og hvilken pris har det at nå målet, gå motivationstrappen, skrive handlingsplan med konkrete delmål. Genopdage de syv gode vaner, og slibe saven fysisk, mentalt, åndeligt og følelsesmæssigt.

Jeg kan jo også forsøge mig med et Dream board eller Vision board, hvor jeg klipper, klistrer, tegner og skriver mine drømme for 2019. Det er altid sjovt at være kreativ, og det kunne jo være et forsøg værd at hidkalde Law of attraction, at det du visualiserer og giver opmærksomhed kommer til at ske.

Eller hvad med Feng Shui, så kan jeg identificere rummet for arbejde eller rigdom i min bolig, og ændre mit held med træ eller vand eller guldfarvede puder.

Det kan være, jeg skal arbejde med min indstilling, men jeg føler mig ikke overbevist om, at det bringer mig tættere på et job!

I dag har jeg søgt 2 job.

9 nye jobopslag, 1 gemt

Dag 27

Bulshit-bingo kan man stadig hygge sig med. Jobannoncer er fyldt med buzzwords og management-lingo. 

Du skal fx være dynamisk, robust, holde mange bolde i luften, brænde for salg/at gøre en forskel/at netværke, smile i telefonen, være løsningsorienteret, struktureret, målrettet, udvikle dig fagligt og personligt. 

Du skal fx arbejde med samskabelse, risikostyring, eksekvering, performance, at vækste, optimering, implementering. 

Normalt føler jeg mig engageret og energifyldt, men når jeg læser, at jeg skal eksekvere dynamisk, bliver jeg sgu så træt. 

På DR1 kører hver mandag realityprogrammet ‘Fri os fra kontanthjælp’, hvor en jobkonsulent skal hjælpe fire ledige i job. Det er en pinlig udstilling af både de ledige, Jobcenteret og en grænseoverskridende jobkonsulent. Vi bliver ikke klogere på faglig viden om beskæftigelse. Jeg spørger som socialrådgiver Bettina Post i Politiken i lørdags: ‘Hvorfor tror man, at samtaler og krammere en gang om ugen hjælper?’

Det er skræmmende, at allerede efter 3-4 mdrs sygdom eller ledighed skulle ens chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet være betydeligt forringet. Et forfærdeligt spild af ressourcer. 

34 nye jobopslag , 4 gemt.

Dag 28

Hvis man går rundt med et overskud af energi, er der altid en bestyrelse, en forening eller et politisk parti, der kan bruge dit engagement. Man kan også kaste sig over kurser og blive klogere.

På futurelearn.com kan man gratis følge kurser under åbent universitet. Jeg har fx fulgt kurserne ‘Literature and Mental Health’ fra The University of Warwick og ‘Start Writing Fiction’ fra The Open University. Her findes kurser i alt mellem himmel og jord.

På onlinekurser.dk kan man tage kurser i fx Projektledelse og Excel. Spørg efter et gratis login i din a-kasse.

MBK i Pilestræde i Kbh. K. holder jævnligt inspirationsdage, hvor man gratis kan deltage i smagsprøver hos deres kursusudbydere.

Hos thinkaboutit.dk har jeg deltaget i gratis webinar om Enneagrammet, som er et personlighedstest/gruppeværktøj.

I eftermiddag holder jeg møde med de frivillige i den forening, jeg er deltidsansat.

I aften skal jeg igen i Teater Momentum i Odense og anmelde forestillingen ‘Porno’ for Kulturkongen.dk

51 nye jobopslag, 4 gemt.

Dag 29

I dag er jeg i København til medarbejdermøde på mit deltidsjob. 

Når politikerne taler om, at de ønsker et højt arbejdsudbud, lyder det så positivt. Reelt betyder det, at de ønsker en vis mængde kvalificerede arbejdsløse, så de kan holde konkurrencen oppe og lønningerne nede. Det er muligvis fornuftigt, men så burde de sige det højt, og ikke lade som om, vi ikke har arbejdsløse i DK. 

Ifølge ordbogen er et arbejde en aktivitet, hvor en fysisk eller mental indsats bruges til at opnå et resultat. Mennesket kan slet ikke lade være med at arbejde. Hvis vi ikke har et lønnet arbejde, udfører vi måske frivilligt arbejde, laver hus- og havearbejde hjemme eller bygger/skaber noget.

Vores identitet er ikke statisk, men en proces under stadig udvikling, den er fragmenteret og konstrueret. Vi har flere samtidige identiteter, vi oplever vores selv forskelligt sammen med forskellige personer og i forskellige roller, og det ændrer sig over tid (frit efter kultur-teoretiker Stuart Hall).

Når jeg slutter denne dagbog i morgen, ser jeg frem til, at det ikke kun er den arbejdsløse/jobsøgende del af min identitet, der får opmærksomhed. Det giver mere plads til fx veninden, moderen, kæresten, husmoderen, de læsende, skrivende, kulturelskende, naturnydende, juleforberedende sider af min identitet.

I aften skal jeg i BaggårdTeatret med veninder. 

39 nye jobopslag, 4 gemt.
1 afslag. 

Dag 30

Tak fordi du har fulgt med. Jeg håber, at jeg har givet dig et indblik i livet som arbejdsløs. Nogle gange skal vi have ansigter på menneskene bag statistikkerne for at få forståelsen og nuancerne med.

Tak for fede indspark og opmuntrende tilråb undervejs.
Og særlig tak til Frederik, hvis planer om en julekalender gav inspiration til denne dagbog.

Jeg håber Frederiks julekalender bliver en realitet. Eller måske er der en anden ledig eller deltidsansat, der har lyst til at løbe med stafetten og skrive om tanker og oplevelser i en hel eller halv måned?

33 nye jobopslag, ingen gemt.

I næste uge har jeg to inspirerende kaffemøder med kvindelige iværksættere på programmet. Tror bl.a. vi kommer til at tale om balancen mellem at finde og udleve sin passion, og tage det man kan få.

I aften kommer yngste datter hjem på weekend, og i morgen holder vi på 12. år hyggelig brunkagebagning med de samme 5 af hendes veninder.

Vær gode ved hinanden derude i arbejds(løsheds)-livet:-)

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.