Rasmus Stjerne og de danske curlingherrer kom onsdag i problemer ved VM i curling i Canada.
Det danske succeshold, der før onsdagens kamp mod Schweiz indtog andenpladsen blandt de 12 deltagende nationer, tabte med 4-7 til modstanderne fra alpelandet.
Schweizerne fik en fremragende start og vandt første ende med 3-0, og da danskerne senere tabte femte ende med 2-0, var det næsten umuligt at vende slaget.
Før 10. og sidste ende havde skipper Rasmus Stjerne og holdkammeraterne dog fået reduceret til 4-6, og med en perfekt afslutning kunne det måske alligevel lade sig gøre at vinde kampen.
Det lykkedes dog ikke, da modstanderne var bedst og vandt 10. ende med 1-0.
Danskerne har nu vundet fem og tabt tre kampe ved VM, hvor de fire bedste hold skal kæmpe videre om medaljerne, når alle 12 nationer har mødt hinanden.
Natten til fredag skal Danmark endnu en gang i aktion, når holdet møder Kina.
/ritzau/