Filmen 'Che', der handler om den argentinske revolutionær, Che Guevara, havde i weekenden premiere i hovedstaden Havana på Cuba. Det var en helt speciel oplevelse, da Che spillede en afgørende rolle under den cubanske revolution i 50'erne.
Derfor var det en meget spændt hovedrolleindehaver, Benicio Del Toro, der afventede publikums reaktion.
"Dette er cubansk historie, så der er et publikum, som kunne være de største kritikere og de mest vidende kritikere af historiens korrekthed," sagde Del Toro ifølge CNN.
Men skuespilleren, der fik prisen som bedste skuespiller for rollen ved årets Cannes Festival, havde ingen grund til at være bekymret, skriver CNN.
Publikum roste filmen i høje toner, og den cubanske avis, Granma, gav Del Toros præstation flotte anmeldelser.
Filmen består af to dele. Dels portrætterer den Che Guevaras rolle i den cubanske revolution, og dels viser den Guevaras kamp i Afrika og Bolivia, hvor han blev dræbt i 1967. Filmen er instrueret af Steven Soderbergh.