Statskassen må gerne spækkes med mere end fire milliarder kroner, hvis fagforeningerne og arbejdsgiverne vil gå videre i trepartsforhandlingerne.
Sådan siger finansminister Bjarne Corydon (S), før regeringen torsdag i Statsministeriet indleder trepartsforhandlingerne. Forhandlingerne skal skaffe fire milliarder kroner i statskassen og øge arbejdsudbuddet med mindst 20.000 personer.
- Det vil vi meget gerne, hvis parterne er interesseret i det. Nu har vi sat en målsætning for, hvad vi bør nå. Hvis det så går godt ved bordet, kan man bevæge sig længere. Det er der bestemt ikke noget, der forhindrer, siger Bjarne Corydon.
- Så du ser gerne, at man går længere?
- Jeg ser da gerne, at vi lavere en endnu mere vidtgående trepartsaftale. Men lad os nu starte med det, vi har sat os for i første omgang, siger finansministeren.
Trepartsforhandlingerne kan ifølge Corydon være en dansk model for EU-landene, hvor regeringscheferne onsdag i Bruxelles drøftede mere vækst samt finanspagten med stramme statsfinanser.
- Måske var det noget, man burde gøre i flere lande end bare Danmark. Finde nogle løsninger i en situation, hvor der ikke er nogen nemme veje. Tage et nap mere alle sammen, men så også sørge for, at vi har noget at leve af, siger Bjarne Corydon.
Han afviser udtalelser fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, om, at regeringen betaler blodpenge til fagbevægelsen, der støttede S-SF i valgkampen.
- Jeg bryder mig ikke om den sprogbrug med blodpenge. Hvis vi finder en løsning, er det jo en fornuftig løsning, som samler bredt både lønmodtagere og arbejdsgivere. Så håber jeg, at Folketinget vil se positivt på det, vi kommer tilbage med, siger finansministeren.