Coronavirusset har nu krævet over 3000 liv på verdensplan

Coronavirusset har spredt sig fra Wuhan i Kina (foto) til over 60 lande siden slutningen af sidste år. (Foto: Str/Ritzau Scanpix)

De fleste dødsfald som følge af virusset er fundet sted i Kina. USA og Sydkorea rapporterer om nye dødsfald.

Det samlede antal dødsfald som følge af det nye coronavirus overstiger nu 3000 på verdensplan. Heraf langt de fleste i Kina.

De seneste dødsfald i Kina er alle fundet sted i virusepicenteret Hubei-provinsen, oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder mandag morgen lokal tid.

Det seneste døgn har 42 personer i provinsen mistet livet. Det er en stigning sammenlignet med det forrige døgn, hvor der var 29 dødsfald.

Alene i Hubei-provinsen har 2803 personer mistet livet, siden virusset brød ud i slutningen af sidste år og krævede sit første liv i januar.

Samtidig er antallet af nye smittede i provinsen på sit laveste niveau siden slutningen af januar.

Således er der blevet registreret 196 nye smittetilfælde. Det er et stort fald sammenlignet med det forrige døgn, hvor der blev registreret 570 nye smittetilfælde.

Natten til mandag dansk tid er et møde mellem Kinas præsident, Xi Jinping, og Japans premierminister, Shinzo Abe, i Japan blevet aflyst som følge af smittespredningen.

Det oplyser en kilde ifølge nyhedsbureauet Reuters. Besøget var planlagt til at finde sted i begyndelsen af april. En ny dato er ikke fundet, skriver Reuters.

I Sydkorea er der blevet registreret knap 500 nye smittetilfælde det seneste døgn. Sydkorea er det land efter Kina, hvor der er registreret flest smittetilfælde.

Yderligere fire personer har desuden mistet livet som følge af virusset de seneste 24 timer i Sydkorea, hvilket bringer det samlede antal døde op på 22 personer.

Coronavirusset har spredt sig til over 60 lande.

Senest er der bekræftet det første smittetilfælde i New York i USA. Det skriver guvernør Andrew Cuomo på Twitter.

Patienten er en kvinde i 30'erne, der er blevet smittet med virusset efter at have rejst i Iran, hvor smitten har spredt sig drastisk den seneste tid.

Søndag lokal tid er anden person i USA død som følge af virusset, oplyser de nationale sundhedsmyndigheder.

Første amerikanske dødsfald fandt sted lørdag lokal tid, hvilket fik delstaten Washington til at erklære nødretstilstand. Begge personer er døde i delstaten.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP