Et nyt tilfælde af coronasmitte er konstateret i Palermo på den italienske ø Sicilien.
Det meddeler præsidenten for Sicilien-regionen, Nello Musumeci, på Facebook.
Hidtil er smitten kun konstateret i det nordlige Italien
Der er tale om en kvinde fra Bergamo fra Lombardiet, hvor der tidligere er konstateret smitte. Hun var en del af en gruppe turister, der besøgte Palermo.
Den smittede kvinde er nu isoleret sammen med sin mand og de mennesker, der menes at have været i nærkontakt med hende.
Hun har kun milde sygdomssymptomer, tilføjer Musumeci.
Italienske medier melder samtidig om et tilfælde i Firenze i det centrale Italien.
Det er ventet, at myndighederne her vil komme med en melding om situationen senere tirsdag.
Mandag aften lød meldingen, at seks mennesker er omkommet af sygdommen Covid-19 i Italien. 11 byer i det nordlige Italien er blevet lukket ned. Ti af dem er i Lombardiet, mens den sidste by er i naboregionen Veneto.
Alle omkomne i Italien har været ældre borgere, og flere af dem havde et svækket immunsystem. Søndag omkom en ældre kvinde, der var diagnosticeret med kræft.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa