Opdateret kl. 17:12
Det er en skærpende omstændighed at udsætte andre for smittefare med coronavirus. Også selv om faren i sidste ende viser sig at være hypotetisk. Men ikke så skærpende, som anklagemyndigheden mener.
Retten i Holbæk har tirsdag idømt en 29-årig kvinde 20 dages betinget fængsel for at have bidt en nabo under tumult i en gård bag et værtshus. Den 29-årige lå syg og afventede svar på en test for coronavirus.
Kvinden var også anklaget for at have spyttet på nabokonen, men det blev hun frifundet for.
- Det er indgået som en skærpende omstændighed, at du har bidt samtidig med, at du troede du var smittet med corona, siger retsformand Peter Ahleson ved domsafsigelsen.
Kvinden skal ikke afsone sin straf, hvis hun udfører 40 timers samfundstjeneste. Retten har i den forbindelse lagt vægt på, at hun har arbejde som sosu-hjælper.
Anklager Hanne Sønderbæk fra Midt- og Vestsjællands Politi argumenterede inden domsafsigelsen for, at coronaelementet skulle have en langt mere skærpende betydning. Hun krævede tre måneders fængsel, hvor i hvert fald en del burde afsones.
- At spytte og sige man har coronavirus, samtidig med at man er i karantæne, det er efter anklagemyndighedens opfattelse en skærpende omstændighed, sagde Hanne Sønderbæk under sin procedure.
Et af rettens tre medlemmer var endog tilbøjelig til at bedømme sagen endnu mildere og stemte for en straf på 14 dages fængsel, betinget med vilkår om 30 timers samfundstjeneste.
Episoden udspillede sig i en gård bag værtshuset "Det lille apotek" i Gørlev i Vestsjælland den 13. marts.
Kvinden boede sammen med sin kæreste i en lejlighed ved siden af bodegaen. Hun havde boet der en måneds tid og havde flere gange været generet af høj musik.
I forbindelse med en klage endte hun med at smadre en spand mod en dør i gården, og det fik nabokonen til at gå ud. De endte i klammeri, og den 29-årige bed til sidst naboen.
Hun har påstået, at det var i nødværge for at slippe fri, og hun har også anket dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.
/ritzau/