Antallet af skilsmisser er steget kraftigt sidste år i forhold til året før.
Til gengæld har antallet af skilsmisser ligget på niveau med det gennemsnitlige antal skilsmisser over de ti foregående år. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
I runde tal har der sidste år været 15.700 skilsmisser. Det er en stigning på 49 procent sammenlignet med året før, hvor 10.530 par blev skilt fra hinanden.
Det skal dog bemærkes, at antallet af skilsmisser i 2019 har været markant lavere, end det har været gennem de seneste 50 år. Tidligere er der blevet spekuleret i, om indførelsen af nye skilsmisseregler kan have påvirket tallet for 2019.
Måske flere de kommende år
Uanset vurderer Danmarks Statistik, at det på grund af det markant lavere antal skilsmisser i 2019 giver et bedre billede af udviklingen i 2020, hvis man sammenligner antallet af skilsmisser med gennemsnittet af de ti foregående år.
- Antallet af skilsmisser i 2020 er på niveau med det gennemsnitlige antal skilsmisser over de ti foregående år.
- Det ser dermed ikke ud til, at covid-19-pandemien har påvirket skilsmissetendensen i 2020, skriver Danmarks Statistik i sin opgørelse.
Det samme vurderer privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.
Han peger på, at der indtil videre ikke er noget, der tyder på, at flere er blevet skilt under coronakrisen, som mange ellers kan have spekuleret i.
- Vi kan selvfølgelig ikke afvise, at der i de kommende år vil komme flere skilsmisser blandt andet som følge af coronakrisen.
- Skulle det blive tilfældet, så vil det få afledte konsekvenser på for eksempel boligmarkedet, hvis flere skal ud at handle bolig, siger Brian Friis Helmer i en skriftlig kommentar.
Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser desuden, at antallet af vielser sidste år faldt med syv procent i forhold til året før til 28.500.
Særligt i perioden fra marts til juni faldt antallet af vielser, da der i perioden var 43 procent færre vielser i forhold til samme periode året før.
Det store fald i foråret kan skyldes den nedlukning af samfundet, der kom som følge af coronavirusset.
/ritzau/