Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) siger på pressemøde om status for udviklingen i antallet af smittede med coronavirus i Danmark:
- Vi er nu i den mest bekymrende situation med smittestigning siden foråret. Vi har nu 230 nye tilfælde med smitte det seneste døgn. Vi har 29 indlagte, siger ministeren og oplyser, at 35.701 personer er blevet testet for covid-19 i løbet af det seneste døgn.
Samtidig er der fundet smitte i 82 ud af 98 kommuner den seneste uge.
- Vi har særligt fokus på København og Odense. I København er der konstateret 53 nye smittetilfælde det seneste døgn. Odense 19 flere siden i går, siger Magnus Heunicke.
Odense Kommune har gennem de seneste syv dage haft et smittetal på 60,7 smittede per 100.000 indbyggere.
- Vi kan nå at rette op. Men det kræver, at vi sætter ind nu, som vi gør nu målrettet og lokalt, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Han henviser til, at det er lykkes at slå lokale udbrud ned i Aarhus, Silkeborg og Ringsted.
- Nu sætter vi ind i Odense og hele hovedstadsområdet. Vi vil ikke tøve med indføre nye restriktioner, hvis det bliver nødvendigt, siger Magnus Heunicke.
Danmark tester "massivt mere" end andre sammenlignelige lande. Derfor har myndighederne opdaget den stigende smitte:
- Derfor kan vi sætte ind tidligt, siger sundhedsminister Magnus Heunicke, der afviser, at corona er ved at komme ud af kontrol.
- Vi har sagt, at vi kunne komme til at lukke ned lokalt. Det har vi tidligere gjort i Aarhus og Silkeborg, og det gør vi nu i København og Odense. Det lykkedes at håndtere udbruddet i Aarhus. Det er vejen frem, så vi ikke skal ud i en nedlukning af hele Danmark, siger Magnus Heunicke.
Antallet af indlagte er steget med to til 29, mens antallet af indlagte på intensiv falder med én til tre, og antallet af personer i respirator falder med én til to.
Kommuner med flest smittede per 100.000 indbyggere
21 af landets 98 kommuner er over bekymringsgrænsen og har mere end 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge.
Kommunerne vil blive fulgt nøje, hvis de overskrider bekymringsgrænsen.
Her er de 21 kommuner, der har flere end 20 smittede per 100.000 indbyggere i den seneste uge:
* Vallensbæk: 78,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Albertslund: 68,7 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Ishøj: 61,2 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Odense: 60,7 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Brøndby: 60,1 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Rødovre: 59,2 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Hvidovre: 52,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Herlev: 51,8 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Glostrup: 47,6 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Roskilde: 42,1 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* København: 40,6 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Gladsaxe: 36,2 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Frederiksberg: 30,8 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Lyngby-Taarbæk: 30,4 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Høje-Taastrup: 29,6 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Frederikshavn: 25,2 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Furesø: 24,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Lejre: 21,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Faaborg-Midtfyn: 21,4 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Kerteminde: 21,0 tilfælde per 100.000 indbyggere.
* Hjørring: 20,2 tilfælde per 100.000 indbyggere.
Kilde: Statens Serum Institut.