Corona giver en firdobling i antallet af nye ledige

De seneste dage er der sket en stor stigning i antallet af personer, der melder sig ledige. (Arkivfoto) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

I denne uge har mere end 21.000 meldt sig ledige. Alene fredag meldte 2841 personer sig som arbejdsløse.

Fredag meldte 2841 personer sig som ledige.

Det er mere end fire gange så mange i forhold til en normal fredag, hvor 665 personer plejer at melde sig ledige.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet på sin hjemmeside.

Med fredagens nytilmeldte ledige er der i alt mere end 21.000 personer, som i denne uge har meldt sig som arbejdsløse. Også på ugens tidligere dage har antallet været en del højere end normalen.

Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kalder det for en ny og barsk virkelighed for dansk økonomi.

- For ganske få uger siden var der udsigt til jobfremgang og vækst - nu er der udsigt til recession og stigende arbejdsløshed.

- Det er helt afgørende, at vi får bremset denne triste udvikling. Jo dybere nedtur vi får på arbejdsmarkedet, jo vanskeligere bliver det for dansk økonomi at rejse sig igen, siger Erik Bjørsted i en skriftlig kommentar.

For at tage hånd om erhvervslivet og de mange danske arbejdspladser har regeringen lanceret flere hjælpepakker.

Senest blev alle partier i Folketinget torsdag enige om en aftale til 50 milliarder kroner. Den giver kompensation til virksomheder og selvstændige, der er presset af coronavirusset.

Og sidste weekend blev arbejdsmarkedets parter enige om en aftale, der giver mulighed for at sende ansatte hjem i tre måneder, hvor staten vil gå ind og kompensere en del af lønnen.

- Ude omkring i Europa er man også på vej med vækstpakker. Selv Tyskland, som i mange år har stået for en stram finanspolitik, er vågnet op.

- Det vil være en kæmpe hjælp, hvis resten af Europa også vågner op til dåd og iværksætter store vækstpakker, ligesom vi har gjort herhjemme, skriver Erik Bjørsted.

I Danmark er mere end 1200 personer foreløbigt konstateret smittet med coronavirus. Myndighederne regner dog med et stort mørketal.

/ritzau/