Cornelius er tilbage i Wales: Nogle skal nok buhe ad mig

Sport
Bolton Wanderers v Cardiff City - FA Cup Fourth Round (Foto: Paul Currie/Ritzau Scanpix)

Andreas Cornelius forventer, at walisiske fans vil minde ham om sin korte, målløse periode i Cardiff.

Andreas Cornelius er aktuelt samlet med det danske fodboldlandshold i Wales forud for fredagens Nations League-kamp.

Det er første gang, at den danske angriber er på walisisk jord, siden han i januar 2014 skiftede hjem til FC København efter et succesfattigt halvt år som Cardiff City-spiller.

Fredagens landskamp bliver spillet på hans gamle hjemmebane, og danskeren forventer, at der vil komme buhråb fra tribunerne rettet mod ham.

- Det bliver ikke mærkeligt for mig at træde ind på banen. Men der skal nok være nogle Cardiff-fans, der har behov for at buhe, siger Andreas Cornelius.

Efter at være blevet superligatopscorer i sin første hele sæson i Danmarks bedste række, blev den dengang 20-årige angriber i sommeren 2013 solgt til Cardiff for et beløb på over 60 millioner kroner samt en lukrativ lønpakke.

I Cardiff scorede han nul mål i 11 betydende kampe på tværs af alle turneringer og levede langt fra op til forventningerne som klubbens dengang dyreste spiller.

Perioden nager ham dog ikke i dag, og han er ikke motiveret ud over det sædvanlige for at besvare eventuelle buhråb med mål.

- For at være helt ærlig så er jeg kommet videre. Det er fem år siden, og jeg er meget tilfreds med min karriere indtil videre. Så det er et overstået kapitel.

- Hvis jeg ser på det fra dengang og til nu, er min karriere gået fremad. Jeg har spillet i gode ligaer; i Champions League, VM, Serie A og Ligue 1. Så det betyder intet for mig, hvad der skete dengang.

- Jeg kan mærke, at det ikke betyder noget specielt for mig at kunne score fredag. Jeg vil selvfølgelig gerne score, men det er, fordi jeg gerne vil score i alle kampe, siger Andreas Cornelius.

Den danske angriber var også populær blandt lokale medier ved tirsdagens presseseance i Newport, der ligger cirka en halv times kørsel fra Cardiff.

Selv om hans tid i Wales blev kort, har Cardiff-klubejer Vincent Tan flere gang siden holdt Cornelius' navn varmt på de kanter ved at referere til danskeren som en af fejlslagne, dyre investeringer.

Cornelius må igen og igen forholde sig til kritikken, når han spiller udekampe på de britiske øer, men han ryster bare på hovedet af klubejerens kritik.

- Da jeg var i Cardiff, var han (Vincent Tan, red.) ikke en, man lagde mærke til. Jeg tror højst, at jeg så ham et par gange. Men efterfølgende har jeg lagt mærke til ham.

- Han er bare eksemplet på en ejer, som ikke har så meget forstand på fodbold, og som tror, at han kan gå ind og gøre det på sin egen måde, siger Andreas Cornelius.

I denne sæson er Cornelius udlejet fra Serie A-klubben Atalanta til franske Bordeaux.

/ritzau/