Selvom Alberto Contador fik sig en ordentlig øretæve i forberedelsesløbet Critérium du Dauphiné, hvor han sluttede på en 10.-plads, føler han sig klar til at tage kampen op mod sin formentlig værste konkurrent i årets Tour de France, Sky-rytteren Chris Froome.
Spanieren slår fast, at hans form dengang i starten af juni ikke var i nærheden af, hvad den er nu.
- Jeg var på 65 procent af mit normale niveau i Dauphiné, og nu er jeg på 85 procent, siger Alberto Contador.
Selvom Tour de France kan tegne til at blive et opgør mellem netop Contador og Chris Froome, så advarer den spanske Saxo-Tinkoff-rytter mod at glemme alle de andre.
Det dansk baserede mandskab skal være klar til at vinde sekunder når som helst. Selv på de indledende etaper på Korsika er der chancer, mener spanieren.
- Alt er muligt. Det kan man ikke udelukke, men vi skal se, hvordan det hele forløber for at sige, om chancen opstår. Det kan man ikke sige på forhånd, siger Alberto Contador.
I mange år har Saxo-Tinkoff mødt fuldtalligt ved pressemøder før de store etapeløb, men torsdag formiddag på hotellet Porto-Vecchio var holdets spanske favorit Alberto Contador alene ved podiet.
Dermed slog holdet også en tyk streg under det indlysende faktum, at det i modsætning til sidste år alene handler om Contador i Tourens samlede klassement, og hjælpere kunne møde pressen under roligere konditioner, efter chefen havde talt.
Sidste år var Contador udelukket fra at deltage på grund af sin dopingdom fra 2011.
- Det er helt sikkert dejligt at være tilbage i det største løb i verden. Det er femte gang, jeg kører Touren, og jeg vil yde mit bedste, siger Alberto Contador.
/ritzau/