Andy Schleck fra Team Saxo Bank jagtede ikke chancen for den samlede Tour de France-sejr, da det franske løb søndag sluttede i Paris. Inden den 20. og sidste etape var han 39 sekunder efter Alberto Contador, men den spanske Astana-rytter kunne med ro i sindet kører over målstregen på Champs-Élysées i den gule førertrøje. Det er tredje gang i karrieren efter 2007 og 2009, at Contador vinder verdens største cykelløb, og det er andet år i træk, at det sker lige foran Andy Schleck. Selve etapen blev vundet af Mark Cavendish efter en massespurt. Det var Team HTC-Columbia-rytterens femte etapesejr i årets løb. Den danske mester, Nicki Sørensen fra Team Saxo Bank, viste sig flot frem, da han var med i et udbrud på 11 ryttere, der forsøgte at forhindre en massespurt, som der er tradition for på Champs-Élysées. I en den afsluttende fase var Nicki Sørensen endda alene i front med Karsten Kroon og Christian Knees, men med omkring seks kilometer igen blev trioen hentet af feltet. /ritzau/AP