Efter næsten tre måneders nedlukning genåbner Colosseum i den italienske hovedstad, Rom, den 1. juni for turistbesøg.
Det oplyser Parco archeologico del Colosseo, der står for driften af den populære turistattraktion, tirsdag i en udtalelse.
Ligesom alle andre italienske monumenter og museer blev Colosseum lukket den 8. marts for at begrænse spredningen af coronavirus.
Italien har været hårdt ramt af coronavirusset, men er så småt begyndt at åbne op for samfundet igen. Blandt andet altså med åbningen af Colosseum, der er landets mest populære turistattraktion.
Besøgende skal bestille en tid til besøg i forvejen. De skal desuden bære ansigtsmaske og skannes for at måle deres temperatur, inden de må gå ind.
Deres besøg må vare 15 minutter, og de lukkes ind i grupper på 14 personer.
Colosseum er et stort amfiteater, der blev bygget i det første århundrede.
I det gamle Rom blev der blandt andet afholdt offentlige henrettelser i arenaen, ligesom der blev udkæmpet gladiatorkampe og kampe mellem dyr. Det skete foran op mod 50.000 tilskuere.
Sidste år besøgte mere end 7,5 millioner turister Colosseum.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa