Colombia indfører Sydamerikas mest drastiske tiltag mod virus

I Colombias hovedstad, Bogotá, har alle indbyggere været i obligatorisk karantæne siden fredag morgen. Tirsdag gælder karantænen for hele landet i et forsøg på at inddæmme spredningen af coronavirusset. (Foto: Stringer/Reuters)

Hele Colombias befolkning sættes i karantæne i 19 dage for at inddæmme spredningen af coronavirusset.

Colombia indfører en national karantæne for hele landets befolkning, som vil træde i kraft tirsdag.

Det siger landets præsident, Ivan Duque, sent fredag aften lokal tid.

Det er det hidtil mest drastiske tiltag, der er taget af et sydamerikansk land i kampen mod det smitsomme coronavirus.

Den nationale karantæne vil vare i 19 dage frem til den 13. april.

Tiltaget vil betyde, at det bliver obligatorisk for alle indbyggere i landet at gå i selvisolation.

Hovedstaden Bogotá har allerede taget forskud på karantænen, da alle byens indbyggere har været i isolation siden fredag morgen.

I Colombia er der hidtil registreret 158 personer, som er bekræftet smittet med coronavirus.

I Sydamerika er Brasilien indtil videre det land, der er hårdest ramt af viruspandemien.

Her er der bekræftet over 900 smittetilfælde og mindst 11 dødsfald som følge af coronavirus.

I Sydamerika er sommeren ved at gå på hæld, mens vinteren nærmer sig. Og det har skabt bekymring for, om virusudbruddet vil blive forværret af de dalende temperaturer.

Det er ifølge eksperter fortsat uvist, hvorvidt årstidernes skiften har en indflydelse på udbredelsen af coronavirusset.

Men i Brasilien påpeger flere eksperter i smittespredning, at tidligere virusudbrud i Brasilien - herunder svineinfluenzaen i 2009 - er blevet forværret af køligere temperaturer.

Den samme bekymring findes flere andre steder på den sydlige halvkugle.

Blandt andet i Australien, som på nuværende tidspunkt har oplevet en smittespredning på et niveau, der ligner det i Brasilien.

Også her har myndighederne sagt, at man venter en tiltagende smittespredning i løbet af den australske vinter.

Det samme kan gælde i andre sydamerikanske lande som Argentina og Chile, som dog har en mindre befolkning end Brasilien, men til gengæld oplever koldere temperaturer om vinteren.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters