CNN: Trump skældte Johnson ud i opgør om Huawei

Præsident Donald Trump er gået skarpt i rette med den britiske premierminister, Boris Johnson, i et telefonopkald, efter at Storbritannien har meddelt, at det vil tillade den kinesiske telegigant Huawei at spille en rolle i opbygningen af et 5G-mobilnetværk. (Arkivfoto) (Foto: Peter Nicholls/Reuters)

Britisk beslutning om Kinas teknologigigant skaber amerikansk bekymring og "privat vrede" hos præsidenten.

Præsident Donald Trump er gået skarpt i rette med den britiske premierminister, Boris Johnson, i et telefonopkald, efter at Storbritannien har meddelt, at det vil tillade den kinesiske telegigant Huawei at spille en rolle i opbygningen af et 5G-mobilnetværk.

Det siger en kilde til CNN.

Den britisk beslutning går imod dyb amerikansk bekymring over for den kinesiske teknologigigant.

En kilde siger til CNN, at Trump var rasende og skældte den britiske premierminister huden fuld for at have ignoreret "en national sikkerhedstrussel".

Rapporter om et telefonopkaldt fra Trump til Johnson blev først bragt i den britiske avis The Financial Times.

Officielt har USA en beklagende tone i reaktionerne på briternes beslutning, og telefonopkaldet betegnes som et udtryk for "privat vrede" hos Trump.

- USA er skuffet over Storbritanniens beslutning, siger en højtstående kilde i Trump-administrationen med henvisning til briternes beslutning.

Kilden tilføjer, at USA fremover vil samarbejde med briterne på en måde, hvorpå uønskede komponenter fra det kinesiske 5G netværk udelukkes.

Huawei står i flere vestlige lande for opbygningen af næste generations mobilnetværk kendt som 5G. USA beskylder det kinesiske firma for at ville bruge det nye netværk til avanceret spionage for Kina.

Briterne ønsker en stor omfattende handelsaftale med USA, og Johnson ventes inden for kort tid at besøge Washington.

Trump har offentligt udtalt, at Johnson afspejler en "britisk Trump," men de to mænd er uenige på en række områder - blandt andet om Iran og Huawei-aftalen.

USA's vicepræsident, Mike Pence, sagde fredag til CNBC, at der i Trumps administration er "dyb skuffelse" over briternes aftale med Huawei.
- Jeg husker, at jeg mødte premierminister Johnson. Jeg sagde til ham, at i samme øjeblik briterne er ude af EU, så er vi villige til at forhandle frihandelsaftale med Storbritannien.

- Vi har nu indledt processen, og vi tror bare ikke på, at Huaweis teknologi er i overensstemmelse med USA's og briternes interesser i forhold til sikkerhed og privatliv. Det er et virkeligt problem.

Den amerikanske kommunikationskomité FCC står overfor at skulle beslutte sig for, om Huawei skal stemples som "en national sikkerhedsrisiko".

/ritzau/